Opdag 9 kunstnere fra Israel

Hvordan ser den "israelske signatur" i maleriet egentlig ud Findes der overhovedet en typisk stil i et land, som er gennemsyret af så mange kulturer, sprog og historier Den, der går på jagt efter Israels kunsthistorie, vil ikke finde et ensartet billede, men snarere en fascinerende mosaik af farver, former og ønsker - et kalejdoskop, der hele tiden bliver sat sammen på ny. Israels kunstneriske dynamik er kendetegnet ved en konstant bevægelse mellem tradition og ny begyndelse, mellem ørken og storby, mellem erindring og vision.



Forestil dig, at du står foran et maleri af Reuven Rubin: Palmerne svajer i vinden, Galilæas bakker lyser op i bløde pastelfarver, og et sted i horisonten smelter himmel og jord sammen til en levende linje. Rubins værker er mere end landskaber - de er længselsfulde rum, hvor lyset fra Orienten møder melankolien fra østeuropæiske rødder. Denne blanding af det velkendte og det fremmede går som en rød tråd gennem israelsk kunst. Kunstnere som Nachum Gutman og Anna Ticho brugte akvarel og blæk til at indfange lyset i Jerusalem, som danser på stenene og kaster skygger, som om det fortæller historier. Deres skitser og tegninger er ofte øjebliksbilleder af et land i forandring, fulde af ømhed og på samme tid drevet af en næsten arkæologisk nysgerrighed.



Men Israels kunst er ikke kun inspireret af landskabet, men også af sociale omvæltninger. I 1970'erne, da politiske spændinger og sociale problemer rystede landet, vendte kunstnere som Moshe Gershuni og Raffi Lavie sig f.eks. mod nye udtryksformer: De eksperimenterede med collage, blandede medier, fotografi og grafik for at visualisere disharmonien og polyfonien i det israelske samfund. Lavies tilsyneladende tilfældige skriblerier på krydsfinerplader, hans kombination af avisudklip, farveklatter og bogstaver er som visuelle dagbøger fra et land, der konstant genopfinder sig selv. Gershuni bragte på den anden side en følelsesmæssig dybde i spil med udtryksfulde gouacher og tryk, der svinger mellem smerte, protest og håb.



Det er overraskende, i hvor høj grad israelsk kunst gang på gang krydser grænser - ikke kun geografisk, men også stilistisk. Michal Rovners og Adi Nes' værker indeholder f.eks. fotografiske iscenesættelser, der leger med myter og identiteter, med lys og skygge, med det synlige og det skjulte. Rovners minimalistiske, næsten abstrakte fotografier af mennesker i bevægelse minder om arkaiske vægmalerier, mens Nes med sine iscenesatte fotografier bringer bibelske motiver ind i nutiden og stiller spørgsmål om maskulinitet, tilhørsforhold og sårbarhed.



Israels kunsthistorie er et levende arkiv over længsel, søgen og nye begyndelser. Den er præget af kunstnere, som konstant søger efter nye måder at gøre det unævnelige synligt med pensel, kamera eller ætsnål. Enhver, der beskæftiger sig med disse billeder, vil fornemme den flimrende varme, historiens mumlen og det stille håb om, at kunst kan bygge broer - mellem mennesker, tider og verdener.