Portræt af Horatio Nelson (1758-1805)

Nelsons oprejste skikkelse fylder næsten hele billedet; hans krop er let drejet til siden, mens blikket leder direkte ud af billedet. Trekantet hat, uniform og sabel vidner om rang og offentlig rolle, allerede før den afbildedes navn nævnes. Bag ham åbner sig et kystlandskab med en båd, en fæstning og fjerne bjerge. Lyse skystriber bryder igennem den brune himmel, og i horisonten ses en dæmpet rosa nuance. Foran dette fremstår uniformens sorte farve, det hvide halstørklæde og enkelte gyldne detaljer med stor klarhed. I dette portræt fra 1781 forener John Francis Rigaud repræsentativ værdighed med personlig udstråling: Nelson fremstår officielt, men hans ansigt forbliver ungt og næsten tilbageholdende. Det interesserer mig især, hvor meget tøj og kropsholdning kan fortælle om et menneske - selv den, der ikke kender Nelsons senere historie, fornemmer denne figurens betydning. Værket indgår således i portrætkunsten fra det sene 18. århundrede og bevarer samtidig mindet om en historisk personlighed.

På lærredet »Leonardo« (satin) får ansigtet netop en håndgribelig overflade. Når man træder tættere på, kan man se vævestrukturen over panden, kinderne og halstørklædet; hævede tråde løber endda gennem hudens bløde overgange. I de sorte områder på hatten og uniformen ligger trykfarverne tæt på stoffet, mens finere partier lader hver eneste lille fordybning komme til syne. Overfladen fremstår dermed ikke som en glat reproduktion, men som noget håndgribeligt. Med målene 38 x 47 cm koncentreres blikket om figuren og hendes kropsholdning; uden glas forbliver denne materielle virkning umiddelbar. Udvendigt har Noemi anbragt en smal guldliste med en plastisk perlekant og diskret patina. Jeg dvæler længst ved de steder, hvor øjenbryn, mundlinjen og de smalle detaljer fremstår knivskarpe på trods af det kraftige lærredsrelief - der viser reproduktionen, hvad den kan.