Nollendorfplatz i Berlin

En bred, regnvåd gade leder blikket fra billedets nederste kant dybt ind på Nollendorfplatz, mens mørke trækroner til venstre og den tværstillede arkitektur i den øverste tredjedel indrammer rummet. Set fra et højt udsigtspunkt fremstår køretøjer og fodgængere blot som flygtige tegn i den natlige trafik. To lyse forlygter kommer imod en fra mørket, mens andre biler forsvinder mellem grågrønne, gule og blålige lysspor. Reflekserne flyder sammen på asfalten; husfacader, udstillingsvinduer og gadebelysning opløses næsten i korte penselstrøg. Netop denne uskarphed gør byen troværdig: Berlin står ikke stille her, men bevæger sig videre i regn, støj og elektrisk lys. Lesser Ury hører til blandt de prægende malere inden for den berlinske impressionisme. Gang på gang retter han blikket mod storbyens gader, caféer og natlige pladser, hvor han er mindre interesseret i den nøjagtige topografi end i det skiftende lys. Også på Nollendorfplatz forvandler han den moderne trafik til et væv af lys og skygge. Sortbrune partier giver scenen tyngde, mens små accenter i grønt, okker og hvidt holder den åben. Ved første øjekast virker gaden næsten mennesketom; først efterhånden træder enkelte skikkelser frem til venstre under træerne. Således opstår den særegne blanding af nærhed og anonymitet, der kendetegner Urys Berlin-billeder: Man betragter et hverdagsøjeblik og fornemmer samtidig, hvor hurtigt det forsvinder.

På væggen indfanger dette værk i stående format på 48 × 65 cm den dæmpede aftenstemning meget direkte. Leonardo, det satinpolerede lærred, lader et fint skær vandre over de mørke flader uden at gøre det til en lukket spejling. Man bliver hængende ved den sorte bil til højre for midten af vejen: Rundt om karrosseriet sidder der bittesmå lyspunkter, mens den gule forlygte forbliver som en kompakt glans. Drejer man billedet let mod rummets lys, lysnes først den grå kørebanen op; de dybe partier under træerne reagerer senere og bevarer deres sorthed længere. Intet glas adskiller blikket fra overfladen, så der opstår heller ingen hårde, rektangulære reflekser foran motivet. I stedet følger lyset de trykte penselstrøg og skifter stedvis mellem matte og silkeagtige områder. En fuldstændig mathed ville have taget noget fra motivet - Urys våde asfalt har netop brug for dette lille glimt. Lychorida indrammer lærredet med en sort yderkant, en lysbrun hulekant og en smal guldkant. Også her er lyset i bevægelse: Set fra siden mørkner guldet til okker, set forfra fremstår det som en lys streg, og lige ved siden af glimter den aflange gule refleks på kørebanen under det forreste køretøj.