Diotalevi Madonna

Tynne tråde fra stoffet strækker sig over Marias pande og forbliver synlige som en håndgribelig orden, selv på den lyse hud. Derfra glider blikket ned over hendes lukkede øjenlåg mod de to børn: Til venstre knæler den unge Johannes med korsstaven, til højre sidder Kristusbarnet på hendes skød og løfter hånden mod ham. Maria forbinder de to figurer gennem sin rolige holdning; hendes røde kjole udgør midten, den mørke kappe omslutter skuldre og børn. Over gruppen åbner sig en blå himmel, og i horisonten ses en smal stribe landskab. Således opstår der en klar trekantskomposition, der skaber nærhed uden at trække scenen ind i det hverdagsagtige. Rafael malede »Diotalevi-madonnaen« i 1503, altså stadig i begyndelsen af sin karriere. Allerede her viser sig den orden, der senere præger hans madonnabilleder: blikke, hænder og kroppe kommunikerer diskret med hinanden. Man bliver længst hængende ved den lille afstand mellem børnene. Bevægelsen i deres hænder overbroer den næsten, men en rest forbliver og giver mødet et forventningsfuldt præg.

Når man hænger billedet op, falder det i øjnene, hvor bestemt denne lille billedflade hævder sin plads. En bred ramme omgiver det med dybt bladværk; vinger, indhak og prikmønstre fordeler sig over hele fladen. Relieffet rager nogle steder langt frem, så fingrene kunne følge rankernes forløb. På de højeste steder ses slid og små fordybninger, hvorunder mørkere samt rødbrune lag træder frem. Denne patina virker ikke glat iscenesat, men snarere brugt - hvilket klæder værket godt. En smal liste med perleagtige forhøjninger fungerer som mellemled mellem den frodige yderkant og lærredet. Man kunne frygte, at denne ramme ville kvæle motivet, men netop dens fysiske tyngde forvandler den stille scene til et andagtsbillede i ordets oprindelige forstand. Uden glas forbliver overfladen umiddelbar: Over Marias ansigt fremstår vævets struktur fint, i de sorte partier træder den kraftigere frem, og i himlen følger tryklagene hver eneste lille forhøjning. Når man drejer værket, ændrer farven sig mindre end fornemmelsen; det ene øjeblik træder enkelte tråde frem, det næste smelter de sammen med billedet igen. På Marias øjenlåg, de tynde fingre og korsstaven bevarer reproduktionen Rafaels linjer rent - denne præcision holder også på tæt hold.