Båden krænger kraftigt mod styrbord, bølgerne slår mørkegrønt mod skroget - og midt i det hele sidder tre drenge og en mand, som om intet var hændt. Winslow Homer maler her ikke en nødsituation til søs, men tværtimod: en rolig tillid til vind og vejr. Drengen ved agterstavnen holder rorpinden, hans blik er rettet mod horisonten, hvor en skonnert med fulde sejl sejler forbi. Over det hele strækker sig en himmel af grå og lyserøde skybanker, hvorigennem der hist og her bryder et blegt turkis frem. Homer, en af de mest indflydelsesrige amerikanske malere i det 19. århundrede, udstillede værket i 1876 på Centennial Exhibition i Philadelphia - i året for hundredeårsdagen for uafhængigheden tolkede mange hurtigt den lille sejltur som et symbol på et ungt land, der ser optimistisk fremad. Billedet bærer denne optimisme med sig den dag i dag: skum, skæv hældning, oprullede ærmer, og alligevel fuldstændig ro i ansigterne.
Når man betragter dette værk, fanges blikket først af drengen, der læner sig ind i båden ved stævnen - med hatten trukket dybt ned over ansigtet og armen afslappet lagt over kanten. Netop dette sted gengiver trykket på forbløffende nuanceret vis: De brune og rustrøde nuancer i hans tøj adskiller sig tydeligt fra hinanden, og den lille ankerklo ved siden af masten tegner sig skarpt mod den lyse himmel. På det satinerede lærred ligger der et svagt skær over skypartierne, mens de mørke vandoverflader bevarer deres dybde - det kunne let have virket fladt på et glat materiale, men her fungerer det. Det hele er indrammet i »Lola«, en smal ramme af ægte træ i mørkebrun med en barklignende struktur, hvor den brune farve skinner igennem under det sorte dæklag. For et maleri fra 1876 virker det forbløffende naturligt.