Variationer (progressivt motiv)

Klee var uddannet violinist, før han blev maler, og det kan man se på dette værk fra 1927: Det, der her løber hen over fladen, fremstår mindre som en scene end som et partitur, hvor et motiv anslås, gentages, forskydes og gennemspilles i stadig nye positioner. Der fortælles intet - i stedet udvikler en grundtanke sig felt for felt ud fra fine parallelle linjer, nu lagdelt vandret, nu vippet diagonalt, andre gange tætpakket til små gavle og krydsede firkanter, indtil der i midten næsten sammensættes noget, der ligner en arkitektur bestående udelukkende af variationer, omgivet af en blå farve, der bliver mørkere mod toppen som en aftenhimmel bag et stillads. Det kvadratiske format på 42 x 42 cm indrammer endnu en gang denne orden og giver den noget afsluttet, næsten meditativt. Jeg finder det interessant, at billedet trods de mange gentagelser og afvigelser aldrig virker uroligt - Klee, der dengang på Bauhaus underviste i rytme, struktur og formens indre lovmæssigheder, holder alt i en kontrolleret, næsten musikalsk jævnhed, hvor hver afvigelse lyder som en bevidst modulering.

Sinead, en enkel ramme af egetræsfinér, indrammer dette værk uden nogen form for udsmykning og udgør med sin synlige træårestruktur en rolig modsætning til motivets abstrakte orden. Det egentlige højdepunkt ved denne udførelse er dog selve overfladen: Lærredet Leonardo bidrager med sit satinerede, kornede væv i høj grad til, at de trykte linjer virker, som om desom om de er tegnet direkte på et groft malerunderlag - når man går tæt på, ser man, hvordan hver enkelt linje følger vævets små forhøjninger, bryder let ud og derved bevarer netop den håndtegnede uregelmæssighed, der kendetegner Klees tegning. Især i de rustrøde passager i midten af billedet smelter tryk og relief sådan sammen, at stoffets struktur bliver en del af motivet i stedet for blot at være en bærer. Spændt op på en ramme og spejlet i kanterne løber billedet helt tæt op ad egelisten. Således hænger der til sidst et værk, hvor man næsten kan se, hvordan en enkelt tanke udvikler sig i flere variationer - og ved hvert blik synes at bevæge sig et stykke videre.