forfængelighed

En ung kvinde sætter en lyserød blomst i sit rødbrune hår, med håndspejlet i venstre hånd, blikket sænket og helt opslugt af sine egne tanker. Rhododendronkviste omgiver hende som en mørk løvhytte, hvorfra de lyse blomster lyser op - lyserøde og violette mod det dybe bladgrønne. Den blå kjole er gledet ned fra skulderen, og netop denne kontrast bærer billedet: det varme, rødlige i ansigtet og på brystet foran det kølige blå og den næsten sorte baggrund. John William Waterhouse malede dette værk med titlen »Forfængelighed« i 1900, på højdepunktet af sit skaberværk mellem den victorianske malerkunst og efterklangen af prærafaelitterne. I modsætning til hans store mytologiske scener klarer dette motiv sig uden fortælling - intet Ophelia-drama, ingen nymfer, blot et privat øjeblik foran spejlet. Titlen hentyder til den gamle vanitas-tradition, men der er intet spor af moralsk belæring; man betragter snarere en gestus, der har eksisteret i århundreder, og som her er indfanget uden nogen form for posering.

Dette værk kom fra værkstedet som et lærredstryk uden glas, og netop det klæder motivet godt: Intet ligger mellem øjet og overfladen. Lader man blikket glide over blomsterne i den øverste kant, ser man, hvordan originalens pastose hvide og lyserøde nuancer løber hen over Leonardos lærred - det satinerede lærred har en fin kornstruktur, der underlægger penselstrøgene et lille relief. Det mærkes især i de mørke bladdele: Der, hvor Waterhouse har lagt farven tyndt på, skinner underlagets struktur igennem, mens de tykt påførte lyspartier ovenpå fremstår næsten plastisk. Overfladen virker dermed mindre som et tryk end som en malet flade, som man får lyst til at stryge fingeren hen over. Det hele hænger indrammet i »Lydia«, en træramme, hvis grønne midterbånd er gennemtrængt af guldårer; det opslibede guld på indersiden støder direkte op til lærredet, uden passepartout, uden afstand. At rammens grønne farve og bladverket i billedet ligger så tæt på hinanden, kan ikke være en tilfældighed - man bemærker det først ved et andet blik, og så ser man det altid. Det er netop sådanne detaljer, der afgør, om en reproduktion fungerer.