To synsakser strukturerer scenen ved bredden: Den stående kvinde kigger ud over vandet, mens den siddende lystfisker følger sin fine fiskestang. Imellem dem danner den slanke træstamme en rolig lodret linje; den lukkede parasol leder blikket skråt tilbage mod græsset. Lyse kjoler skiller sig ud mod det mørke grønne, og på floden blander sig bleg blå, violet og gullige lysstriber. Det mest livlige er løvet, som Wilfred Gabriel de Glehn spreder ud over scenen med korte, bevægelige strøg. På trods af denne maleriske uro bevarer motivet en vis ro: Fiskeriet er mindre en handling end en anledning til at dvæle. De Glehn, en britisk kunstner, foreviger dette øjeblik i 1919. Betegnelsen som bogillustration giver billedet samtidig karakter af en illustration, men den kraftfulde malestil står på egne ben helt uden en fortællende forklaring.
Set på tæt hold får dette værk et andet, næsten håndgribeligt niveau. På lærredet »Leonardo« med satineret overflade forbliver vævestrukturen tydeligt synlig: I det lyse vand løber det fine mønster gennem de lavendelfarvede baner, ligesom det gør gennem ærmer, hat og sløjfer på den siddende kvinde. Netop der, hvor korte trykspor følger penselstrøgene, fletter billedet og vævet sig sammen - og det er netop disse steder, man bliver hængende. De lyse accenter på hatkanten fremstår mere kompakte, mens fiskestangens tynde linjer næsten uforstyrret krydser reliefet. Heller ikke i de mørke områder ved den nederste kant forsvinder trådene; de giver de grønne og brune nuancer en kornet dybde. Da der ikke er noget glas foran, ligger denne overflade åben for øjet. Patricia, en guldfarvet træramme, indrammer lærredet diskret uden at skjule dets materielle udtryk.
Sådan kunne værket også have hængt på det tidspunkt, hvor det blev skabt. Set på afstand udstråler den indrammede scene ro i rummet; kommer man tættere på, opdager man gang på gang noget nyt i det synlige væv - en kombination, der klæder motivet godt.