Udslidt eller Martyren, 1889

Lige inden for den hvide kant forsvinder de sidste sten i et felt, der næsten ikke har nogen ende helt ud til den lave horisont. Midt i denne kargede vidde ligger en gammel landarbejder udstrakt på jorden; hans snavsede tøj, de tunge sko og den kraftløst hængende arm vidner om fysisk arbejde, allerede før titlen nævner det. En kvinde knæler bag ham, støtter hans overkrop og råber med åben mund om hjælp. Men den nærmeste beboelse fremstår kun som en lille plet i det fjerne. Hans Andersen Brendekilde sammenfatter denne scene i 1889 til et billede af social nød: Om manden er udmattet, bevidstløs eller allerede død, forbliver uafklaret. Den anden titel, »Martyren«, skærper budskabet. Her er det ikke en helgen, der lider ved et alter, men en landarbejder på stenet jord, bogstaveligt talt slået omkuld af sit arbejde. Det diffuse lys fra den overskyede himmel kender ingen trøstende solstråle; brunt, gråt og matblåt dominerer billedfladen, mens det røde på kvindens ærme virker som et kort alarmsignal.

Når man betragter dette værk på det satinpolerede lærred fra Leonardo, er det værd at dvæle lidt længere ved netop de to figurer. Trykket gengiver skjortens smalle striber lige så tydeligt som snavssporene på det blå forklæde. Det er mandens ansigt, man bliver længst ved: De halvåbne øjne søger ikke et fast punkt, små rødlige spor sidder på panden og kinden, og det grå skæg træder stadig frem mod den brune mark. Også kvindens anspændte hånd er tydeligt genkendelig, selvom hendes bevægelse og hans tunge krop er tæt sammenflettede. En tre centimeter bred hvid kant er en synlig del af udførelsen og adskiller den trykkende scene fra rammen uden at fremstå som et passepartout - denne afstand klæder scenen godt. Sinead indrammer værket, der måler 63 x 48 centimeter, med en smal egfinérramme. Tæt på billedets højre kant slutter den strøgbrune farve præcist ved den hvide kant.