En smal, mørk båd står forladt på stranden. Dens mast skærer som en fin lodret linje gennem de vandrette zoner af sand, vand og himmel. Rundt om opløses kysten i utallige farvepletter: Gult og orange gløder ved bredden, grønligt blåt strækker sig over det flade hav, og derover ligger rødt, violet og dybt blåt i brede bånd. Mørke skyer afgrænser himlen. Lyset virker varmt, men scenen forbliver alligevel stille. Georges Lemmen maler stranden ved Heist i 1891. Den belgiske kunstner tilhører neoimpressionismen - i stedet for at blande farverne blødt sammen sætter han små pletter og streger ved siden af hinanden. Først når man ser dem på lidt afstand, smelter de sammen til vand, aftenlys og skygger.
På det matte lærred træder især båden meget tydeligt frem. Den sorte skrog er på ingen måde en lukket silhuet: I trykket sidder der små prikker i orange, blåt og brunt, som lader det sidste lys fortsætte med at virke selv i den mørke form. Også den smalle mast er tegnet tydeligt helt op til toppen - det er faktisk denne linje, som blikket dvæler længst ved. Bag den veksler lyse pletter og blå linjer, hvilket skaber den flade bevægelse i brændingen. I forgrunden tætner de enkelte farvepletter sig til en tung skygge, længere tilbage opløser de sig igen. Trykket sidder stramt på en kile-ramme, og på siderne fortsætter motivet spejlvendt. På den måde mister forsiden intet af sin komposition, og lærredet fremstår afsluttet, selv uden en ekstra ramme. Den matte overflade undgår skarpe refleksioner.
Med målene 38 x 30 cm er det et ret lille format - det klæder motivet godt, da det tvinger betragteren til at træde tættere på. Og netop på båden kommer præcisionen i udførelsen til sin ret: Selv de mindste farvepunkter og mastens skarpe linjer forbliver tydelige.