Læsende pige, 1874

En ung kvinde læser, helt opslugt af sin bog - så dybt, at hun slet ikke lægger mærke til betragteren. Pierre-Auguste Renoir maler »Den læsende pige« (også kaldet »La liseuse«) i 1874, i impressionismens grundlæggelsesår, og billedet indfanger netop det, som denne bevægelse står for: et hverdagsøjeblik, fastlagt med hurtige, løse penselstrøg. Lyset kommer her ikke udefra, men tilsyneladende fra selve bogen - de lyse sider kaster et varmt skær opad mod det sænkede ansigt, den orange-røde jabot ved kraven og det blonde, opsat hår. Kinderne fremstår i rosa- og ferskenfarver, læberne er let åbne, og øjnene er næsten lukkede under mørke øjenvipper. Som kontrast hertil bruger Renoir det dybe blå-sorte i tøjet og en skitseret baggrund i blågråt, hvor der til venstre anes en lys vinduesstribe. Originalen i olie på lærred hænger i dag på Muséed’Orsay i Paris og regnes for et af malerens mest intime portrætter - ingen pose, ingen iscenesættelse, kun koncentration og varme.

Denne udførelse måler 40 x 50 cm og er udført på Leonardo, et satineret lærred, der kommer forbløffende tæt på originalens oliemæssige karakter. Det ses tydeligst der, hvor lyset fra bogen rammer jaboten: Orangerøde og gule strøg ligger synligt oven på hinanden, og man kan følge Renoirs penselstrøg, mens han opbygger lyset i korte, næsten flimrende strøg. Også i ansigtet gengiver trykket mere, end man ville forvente på afstand - fine revner i den ældede farvefilm strækker sig over panden og kinden, originalens krakelering forbliver synlig som et fint net, uden at forstyrre de bløde hudtoner. På den hånd, der holder bogen, udviskes fingrene i netop den uskarphed, som Renoir havde til hensigt. Trykket skaber ingen skarpe kanter, men lader overgangen mellem huden og det mørke omslag forblive åben. Det er netop her, man virkelig bliver fanget. Selv signaturen i venstre billedkant, der er halvt forsvundet i baggrundens blågrå farve, er læselig. Passepartout og glas mangler bevidst - intet står mellem betragteren og overfladen.

Kilrammen fortsætter motivet spejlvendt rundt om kanterne: På siden løber baggrundens mørkeblå farve med sine gullige indslag over kanten, og øverst fortsætter den livlige penselstrøg. Således hænger værket uden ramme på væggen, og billedfladen slutter ingen steder brat - i det øverste hjørne lukker vævet pænt omkring kanten, og folden sidder præcist i hjørnet. En enkel løsning, der klæder det diskrete motiv godt.