Udsigt over Capolago, ca. 1907.

Der løber skrå, blå-gyldne stråler på tværs af himlen, og hver enkelt af dem danner i denne udførelseet synligt relief - farven fremstår som en struktur på overfladen, ikke som en glat flade. Derunder ligger Capolago ved Maloja, den lille landsby ved Silsersøen i Engadin, malet omkring 1907 af Giovanni Giacometti. Mellem mørke bjergskråninger åbner søens lyse bånd sig, og foran den trapper enge og skråninger sig i orange, grønne og violette striber, mens rødlige træstammer fra bredden står som søjler foran bjergmassivet. Giacometti - far til billedhuggeren Alberto - fører her divisionismen i en radikal retning: I stedet for små prikker sætter han brede, rytmiske farvebaner, der ikke gengiver lyset fra højbjergene, men bogstaveligt talt opdeler det i striber. Resultatet er et landskab, der på én gang er ornament og alligevel forbliver topografisk præcist. Originalen hænger i dag på Musée d’Orsay i Paris; at en bjerglandsby i Graubünden findes der side om side med de franske postimpressionister, siger en del om dette maleris status.

Værket er trykt på Leonardo, et satineret lærred, og netop denne kombination udgør værkets charme: Originalens pastose farvepåføring kommer til udtryk som en håndgribelig topografi. I de grønne trækroner fremstår enkelte penselstrøgsom riller, og på de lyse søflader er der kornede farvefortykninger - man fornemmer bogstaveligt talt, hvor tungt belastet Giacomettis pensel må have været. Først helt ude ved kanten, hvor motivet løber rundt om rammen, afslører vævet sin egen baggrund. Afslutningen udgøres af Salome, en ramme af ægte træ, hvis blålige lysegrå farve ser ud som om den er trukket over træets varme brune farve med en bred pensel - nogle steder skinner grundfarven igennem lasuren, hvilket giver rammen et behageligt håndlavet præg. Det er netop det, blikket hænger fast ved: Den malede ramme gentager det malede billedes udtryk uden at konkurrere med dets farver. Således taler de reliefagtige farvebaner på lærredet og den laserede træoverflade det samme sprog, hver i sin egen tone - og værket fremstår dermed som en helhed.