Englenes jomfru

Det er et af de billeder, der får værkstedet til at falde kortvarigt til ro. Øverst til højre ligger en violinsbue på tværs af en engels hvide ærme, så fin, at den knap nok er bredere end en tråd i stoffet nedenunder. Derfra vandrer blikket mod midten: Et barn sover på sin mors skød, med hovedet vendt til siden og næverne halvt åbne. Maria bærer et lyst slør og en kjole i dybblåt, der falder over en stensokkel og ned i græsset på jorden. Tre engle står tæt bag hende med violin og mandolin og spiller så lavt, at ingen vågner. Baggrunden forbliver næsten sort, kun vingerne fanger lidt lys. William-Adolphe Bouguereau malede scenen i 1881, på højdepunktet af den franske salonmaleri. Glat hud, klare konturer, hver eneste fold på sin plads. Man kan kalde det køligt. Jeg ser især, hvor roligt gruppen fremstår - og jeg bliver hver gang hængende ved buen.

Værket er lille, 20 x 29 cm, og det passer til denne stilhed. Ria, en smal bronzeramme, er kun 23 mm bred foran, men rager 41 mm ud fra væggen. Billedet bliver dermed til en kasse med volumen. Foran løber et bånd af prægede blade, imellem mørk patina, og ved spidserne bryder kobberet igennem. Det kan man mærke med tommelfingeren. Lærredet i »Leonardo« viser sin vævning åbenlyst: I barnets ansigt træder vævestrukturen frem gennem hudtonerne, i den sorte baggrund ligger den som et groft klæde. Den satinagtige glans forbliver dæmpet, der er intet glas imellem. På violinkroppen kan man se tryklaget som en hårfin hinde over stoffet; træets årer forbliver synlige. Her er der tale om en person med en særlig smag - og et godt øje for rammen. Rækken af blade ender i hjørnerne med en lille forskydning, som kan ses nederst til venstre, hvor den blå farve på kappen møder bronzefarven. Det generer mig ikke. Det viser, at der har været hænder på værket.