Mareridtet, ca. 1781

Kvinden i hvidt ligger på tværs af sengen, hovedet hænger bagover over kanten, og den ene arm hænger ned næsten helt til gulvet. På hendes bryst sidder mareridtet, et kompakt, brunt væsen med spidse ører, der ikke ser på hende, men på os - med et grin, som man kortvarigt har lyst til at gengælde, når man pakker ud, men alligevel ikke kan. Bag gardinet trænger et hestehoved sig ind i billedet, malet gråt og røgfarvet, med tomme, lyse øjne uden pupiller. Alt andet forsvinder i mørket; kun lagenet, den sovendes hud og på natbordet en lille glasflaske ved siden af en lille dåse fanger stadig lyset. Johann Heinrich Füssli, født i Zürich og bosat i London, maler omkring 1781 den gamle folketro om »Mahr«: et væsen, der om natten sætter sig på de sovende og tager luften fra dem, indtil de vågner badet i sved. Han skildrer ikke drømmen som et indre billede, men placerer figurerne i levende live i soveværelset. I 1782 skabte maleriet opsigt på Royal Academy i London, og siden da har det forfulgt kunsthistorien ligesom Mahr forfølger sin sovende - i et spændingsfelt mellem gyserromantik, erotik og en humor, der ikke helt lader sig fastlægge.

På det matte lærred opfører overfladen sig præcis, som dette motiv kræver det: Det store sort omkring figurerne sluger lyset i stedet for at reflektere det. Vipper man rammen frem for vinduet, løber der ingen lys stribe hen over mørket; hestehovedet forbliver i sit skumring, og gardinet viser sine malede folder uden egen glans. De få lyspunkter stammer så virkelig fra selve billedet - det skinnende punkt på halsen af glasflasken, hestens lyse øjne, de to rødt glimtende punkter ved sengekanten. Det kan bedst kontrolleres på lagenet. Der har trykket medtaget originalens fine krakelering, et net af hårfine revner over stof og hud; på en blank overflade ville spredt lys dække det, her forbliver det læseligt uanset lysindfaldet, selv skråt fra siden. At kilerammens sidekanter forbliver hvide , opfatter jeg som et bevidst valg: Set forfra forsvinder de, set i profil indrammer de den sorte blok med en smal lys kant. Formatet er håndterligt, og netop derfor virker scenen som en opslået side, tæt og uden luft udad. Fra to meters afstand er billedet knap mere end et mørkt rektangel med et lyst lagen i; først når man træder tættere på, bemærker man, at Mahr har set på en hele tiden.