Kys

Midt i et felt af lodrette linjer smelter to kroppe sammen til en mørk, næsten udelelig form. Hovederne bøjer sig mod hinanden, men hvor det ene ansigt slutter, og det andet begynder, lader Edvard Munch være åbent: Lyse partier markerer pande, kind og hænder, mens selve kysset forsvinder i sort. Selv armene giver afkald på deres selvstændighed og krymper til et par buer inden for den fælles silhuet. Rundt om trækker grå linjer sig ned som en mur; til højre afbryder kun en lille oval åreristning deres jævne forløb. Scenen fortæller derfor mindre om to bestemte mennesker end om det øjeblik, hvor nærhed ophæver den enkeltes grænser. Intimt, ja, men også lidt foruroligende, helt i tråd med Munch, der som forløber for ekspressionismen ikke udmaler følelser, men kondenserer dem til enkle former og stærke kontraster. I versionen fra 1902 har kysset ikke længere noget anekdotisk over sig. Tilbage står en menneskelig oplevelse, formuleret kortfattet og næsten kropsligt.

I denne udgave udgør Kozo Natural med sine 110 g den egentlige forskel, og det mærker man allerede ved første berøring. Det japanske papir, fremstillet af de lange fibre fra papirmorbærtræet, føles tørt, blødt og let fibrøst; ikke glat som moderne trykpapir, men snarere som et tyndt ark med forbløffende meget substans under fingerspidserne. Den, der havde forventet fotopapir, vil kortvarigt skulle vænne sig til det. Det ses især i de utrykte kanter og i de lyse ansigtsflader: Den varme naturfarve erstatter det rene hvidt, og små fibre samt blide ujævnheder fratager fladerne enhver steril ensartethed. Og det passer bedre til Munchs linjer, end vi tidligere havde troet. De ligger ikke blot på baggrunden, men synes at smelte sammen med den, så de ansigter, der går over i hinanden, endnu mindre ligner afgrænsede portrætter. Uden passepartout kommer arket tæt på den sorte ramme; uden glas ligger dens matte overflade åben. På væggen har det næsten kvadratiske værk tilstrækkelig tyngde til at fremstå som en kompakt figur set på afstand, og det bliver tilgængeligt, så snart man står tæt nok på til at se papirfibrene. Man bliver fanget af dette skifte mellem virkningen på afstand og på tæt hold.

Dacey bruger derfor kun en smal sort kant og giver arket plads. Når lyset falder fra siden på Kozo Natural, kastes der ingen skarpe reflekser over motivet; i stedet lyser enkelte fibre svagt op, og netop dette svage skær klæder Munchs sammenflettede ansigter.