Vandreren over tågehavet

Næsten ingen lægger mærke til frakken: Manden på klippen bærer ikke bjergtøj, men en pæn mørkegrøn frakke, som man tager på, når man skal i kirke - den er hverken slidt eller støvet. Allerede dette stykke tøj afslører, at det ikke handler om at klatre for ham, men om at se. Vi står bag ham og ser, hvad han ser: Tågebanker, der driver mellem klippespidserne, bagved de blege bjergtoppe, og til venstre og højre løber bjergskråningerne som pile mod hans skikkelse, som om landskabet kun havde ventet på ham. Til højre rager et klippetårn op af tågen, formodentlig Zirkelstein i det sachsiske Schweiz, hvor Caspar David Friedrich samlede sine motiver for at forene dem i sit atelier til dette motiv, som han malede omkring 1817. Et billede af stilhed, og betragterens ryg lader alt stå åbent.

På den hvide væg virker det hele i første omgang større, end billedfeltets 20 x 26 cm giver anledning til at tro. Effie, en sort ramme med en smal guldkant, optager med sin trappetrinsformede bredde næsten lige så meget plads som selve motivet og samler det lille tågehav til en kompakt blok, der set fra siden tydeligt træder frem fra væggen; i første omgang var det næsten for meget ramme til så lidt billede, men ved nærmere eftersyn stemmer proportionerne alligevel. Leonardo, et lærred med satineret overflade, gengiver tågen ikke som en glat flade, men som bløde gråviolette overgange, hvorigennem stoffets kornstruktur skinner igennem overalt. Hvor tågen trækker forbi klippen til højre, opløses træernes kroners konturer i lærredets struktur, lige så uskarpe som tågen nu engang er. Selv frakken viser dette fine raster på tæt hold, og guldet på den indvendige kant løber som en tynd, mat linje hele vejen rundt.

Fra en afstand på to skridt forsvinder figuren næsten i det lysegrå, og først når man kommer tættere på, træder spadserestokken og de klippekamme, der strækker sig ud i tågefeltet, igen frem. Man går altså uundgåeligt hen imod det, og det passer til et billede, der selv handler om at se nærmere på det.