En kronhjort med en hjort i et skovklædt landskab ved solnedgang

Over to dyrehoveder, der er placeret forskudt oven over hinanden, stiger billedaksen op mod hjortens gevir, der udbreder sig som et bladløst træ foran den blege aftenhimmel. Forrest står rådyret, rødbrunt, med hovedet vendt mod betragteren; bagved står hjorten, mørkere, med en tæt manke og et fast blik. Til venstre synker en bleg rød sol bag bakkekammen, til højre tegner endnu et dyr sig kun som en skygge ved horisonten. Der er intet blåt ved denne himmel; den forbliver olivengrå med en gullig stribe over bjergkæden; nede afslutter mørkt krat scenen. Carl Friedrich Deiker, en tysk dyremaler fra det 19. århundrede, kender sine motiver fra jagten, og det ses på dyrenes holdning: Dyrene har bemærket betragteren og står alligevel stille. Værket er udført på tonet papir, og de lyse partier ved ører og næse er lagt på som dækkende hvidt.

Ingen lærred denne gang. Motivet er trykt på FineArt Foto Satin, et fotopapir med en dæmpet overflade, og papiret er igen lamineret over hele fladen på en fast bæreplade - ikke spændt over en kile-ramme, men fladt bag rammefugen, uden glas foran. Arkene kan altså ikke krølle sig, og der er ingen refleksioner mellem øjet og papiret, hvilket ved en så mørk himmel betyder mere, end man tror. På den måde forbliver kornstrukturen i det tonede papir fra originalen læselig, helt ned til skraveringerne ved hjortens hals; den satinagtige overflade skinner næsten ikke, kun de dækkende hvide højlys træder lidt frem. Freja, et lyst gammelt sølv med rustrødt i fordybningerne, står tæt på billedet: Det røde under sølvet og solens lyserøde farve adskiller sig kun få nuancer farvemæssigt, og selve sølvet har den samme gullige nuance som himlen over bjergene. Ved den nederste ramme, ved siden af signaturen, træder de mørke prikker i skælmønsteret næsten lige så sort frem som buskadset bagved. Fra afstand forekommer rammen mig lysere end billedet, men set på tæt hold er det omvendt.

Ved 48 x 62 cm når geviret næsten helt op til den øverste kant, og den ydre række af blade i profilen forbliver ved siden af det omtrent lige så bred som en enkelt gevirstang. Da papiret ligger fladt på pladen, går billedkanten uden skygge ind i folden; om man synes, at manglen på et passepartout virker for snævert, afhænger vel af, hvor tæt man ønsker at stå på rådyret.