Stormen, 1880.

De to løber barfodet gennem uvejret med et fælles guldfarvet tæppe spændt ud over hovedet, som vinden blæser op til et sejl. Han lægger sin venstre arm om hendes talje, hun holder fast i klædet med løftet arm og vender blikket tilbage - hen mod det sted, hvor et lyn netop sprækker op på den mørke himmel. Hendes hvide kjortel er så tynd, at den næsten bliver gennemsigtig, når hun løber; hans krop forbliver halvt i skyggen, kun skulderen og armen fanger lyset. Cot bygger hele fortællingen op omkring dette ene øjeblik: kapløbet mod regnen, der endnu ikke falder. Stien under de bare fødder lyser klart op, som om solen havde fundet et sidste vindue, mens buskene til venstre allerede synker ned i mørket. Man fornemmer nærmest bevægelsen - den unge kvindes bøjede ben, de opvirvlede sten på jorden, tørklædet, der hvert øjeblik kunne blæse væk. Og samtidig ligger der noget legesygt over flugten, næsten et smil: De to flygter ikke fra fare, de flygter sammen. Netop denne tvetydighed mellem dramatik og lethed har gjort billedet berømt, og den fungerer også forbløffende godt i det lille format.

Det hele er udført som et tryk på lærredet »Leonardo«, 33 x 50 cm, satineret - og denne overflade betyder meget her. Himlen, der fylder godt to tredjedele af fladen, er dybt mørk; på et blankt materiale ville den blive til et spejl, på et mat papir til et dødt hul. Det satinbelagte lag skaber noget helt tredje: Det lægger et svagt skær over det sorte, som bevæger sig med, når man går forbi, uden nogensinde at blive til en hård refleks. Står man lige foran det, forbliver baggrunden fløjlsagtig lukket; træder man til siden, løfter det spredte lys kortvarigt stoffet ud af mørket og lader nattehimlen næsten ånde. Det gule klæde derimod lyser af sig selv, som om det havde monopol på glansen. Rammen »Noemi« indrammer lærredet - en smal guldliste med et snoet ornament på yderkanten og en mørk patina på profilen - den slår en bro til den epoke, værket stammer fra, uden at den lille formatstørrelse bliver kvalt. Det overraskede mig, hvor forskelligt rammen og billedfladen reagerer på det samme lys: Det polerede ornament kaster skinnende gnister, mens lærredet lige ved siden af kun gløder blødt. Dette skift fra skarpe guldglimt til mat natteskær gentager langs kanten præcis det, der sker i motivet - og det er ingen ringe bedrift for en liste på blot få centimeter i bredde.