Stilleben med fugle (fugl) Maleri tilskrevet Michelangelo Merisi dit Caravaggio (Caravaggio) (1571-1610) Rom Galleria Borghese

To vandrette zoner strukturerer det rige billedindhold: Øverst hænger fuglene i tæt række foran en næsten sort baggrund, mens byttet nedenunder breder sig ud over bord, kurve og hylder. Denne lagdeling skaber en mærkelig rytme, der på én gang er streng og urolig. Lyse maver, udbredte vinger og lange næb dukker frem af mørket; små røde fjerdele sætter korte accenter imellem. Til venstre sidder en ugle med vidt åbne øjne, det eneste dyr, der vender frontalt mod betragteren - blikket bliver hængende ved hende længere end ved noget andet. Hendes blik giver scenen liv, uden at opløse dens tyngde. I den nederste halvdel ligger større fugle oven på hinanden, nogle med nakken bøjet bagud, andre strakt ud til siden. En kurv med hvide knolde danner tæt på midten en lys ø, mens enkelte spredte stykker ved den forreste kant markerer overgangen til rummet. Lyset fordeler sig ikke jævnt, men søger sig hen mod fjer, øjne, næb og kropsformer; alt det øvrige forsvinder i brunt, sort og dæmpet rødt. Dermed fremstår stillebenet mindre som en nøgtern opgørelse end som en refleksion over overflod og forgængelighed. Maleriet tilskrives Michelangelo Merisi da Caravaggio, den kunstner på tærsklen til barokken, hvis navn er tæt forbundet med dramatiske lys-mørke-kontraster. Netop her er der ikke brug for handlingende mennesker: Den ubevægelige samling besidder i sig selv en næsten scenisk spænding.

I denne udførelse på Leonardo-lærred (satin) møder det mørke billede direkte Zumera, en barok maleriramme i guld; hverken passepartout eller glas kommer imellem dem. Det afgørende er her ikke guldet som ren dekorationsfarve, men dets forhold til nuancerne i motivet. Ved den indvendige kant står en mættet okkerfarve side om side med baggrundens dybe sortbrune nuance. Længere ude veksler lysere guldfarvede partier med mørke spor, og netop dette brudte farvespil passer til de brune vinger, kurven og de rustfarvede skygger. Også de få røde accenter i fjerdragten vinder i styrke gennem den varme indramning, uden at virke skarp. Det ses særligt tydeligt til højre, hvor en hvid fuglekrop strækker sig tæt på den gyldne kant: Mellem den kølige fjerhvidhed og den varme metalliske nuance opstår der en skarp, velplaceret kontrast. Når lyset falder skråt på overfladen, viser det sig, hvor præcist tryk og ramme er afstemt - en detalje, der først springer i øjnene ved nærmere eftersyn. Guldet lyser ikke blot kompositionen op; det trækker snarere en fast grænse omkring dens mørke og lader de talrige enkeltmotiver forblive tydelige. Med sine 64 x 39 centimeter bevarer det liggende format karakteren af en bred scene. Foran en lys væg bevarer billedet sin natlige dybde, og man forstår hurtigt, hvorfor der ikke havde været brug for en mere tilbageholdende ramme.