Det lyserøde ferskentræ, 1888

Næsten hele billedets højde er optaget af ferskentræet: Dets stamme rejser sig op fra den lyse mark, forgrener sig flere gange og udbreder de blomstrende grene mod en blå himmel. Denne centrale komposition virker kun fast ved første øjekast. Overalt opløser korte penselstrøg konturerne igen, får grenene til at flimre og forvandler jorden til et bevægeligt felt af hvidt, blåt, grønt og blidt rosa. Til højre sætter et okkerfarvet hegn en klar grænse; samtidig fører dets flugtlinje ud i dybden, forbi yderligere træer helt til den lave horisont. Vincent van Gogh maler landskabet i 1888 ikke som et statisk naturstykke, men som noget, der forandrer sig konstant under betragterens blik. Blomsterne er ikke nøje tællede detaljer. De samler sig i lyse klynger, opløses i farvestænk og dukker i det næste øjeblik op igen som en krone. Det er netop det, der fanger ens opmærksomhed: Foråret fremstår her ikke som yndigt, men næsten utålmodigt. Mellem den kølige himmel og de varme spor ved hegnet fremstår træet som et tegn på ny vækst, stadig slankt og sårbart, men fuldt af energi. Van Gogh hører til blandt de prægende hollandske kunstnere inden for postimpressionismen; her forener han umiddelbar naturobservation med den synlige håndskrift, der ikke blot beskriver farven, men gør den til selve begivenheden.

I denne udførelse reagerer Leonardo, det satinerede lærred, helt uden glasplade på rummets lys. Det er et godt valg: En spejlende overflade ville dække for maleriets urolige rytme for kraftigt. I stedet vandrer et blødt skær hen over himlen og brydes der, hvor de trykte penselstrøg er særligt tætte. Rundt om de midterste grene sidder små reflekser på de hvide og lyserøde blomster; de glimter punktvis, mens stammens mørke linjer forbliver tydeligt læselige. Længere nede spreder lyset sig over markens skrå streger og synliggør deres retningsskift uden at danne en sammenhængende glansfilm. Når blikket vippes til siden, vinder overfladen mærkbart i lysstyrke, mens den forfra igen bliver roligere. Denne nuancering klæder motivet godt, fordi træet fremstår tættere eller mere luftigt afhængigt af betragtningsvinklen. Mare indrammer lærredet med en champagnerfarvet træramme; indvendigt sætter en smal guldkant en koncentreret lyskant. Måske det smukkeste detalje: I det nederste hjørne møder denne klare guldrefleks lærredets blødere skær, mens de blågrå markstreger lige ved siden af forbliver næsten refleksfri.