Wilhelmine Luise Prinsesse af Preussen

Rundt i en firkant: Schadow placerer portrættet i et tondo og udfylder de fire hjørner med malede akantusreliefs, som om portrættet allerede var hugget i sten. I midten sidder Wilhelmine Luise, prinsesse af Preussen, foran en gråskinnende damastbaggrund - med det mørke hår sat op i sneglekrøller, et smalt perlesmykke på panden og en enkel perlekæde om halsen. Den ene hånd holder den pelsbesatte kappe sammen, der falder over den lilla silke-kjole; blikket glider roligt, næsten undersøgende, forbi betragteren. Schadow, søn af billedhuggeren Johann Gottfried Schadow og fra 1826 direktør for Kunstakademiet i Düsseldorf, malede portrættet i 1840 med den glatte, porcelænsagtige omhyggelighed, der kendetegner den düsseldorfiske portrætkunst i disse år. Intet i billedet træder i forgrunden - det hviler i sig selv, båret af de dæmpede nuancer af gråt, violet og brunt, og netop denne tilbageholdenhed giver den unge kvinde hendes stille autoritet.

Når man hænger det op, viser det sig, hvor præcist farverne går i hinanden: Det grønne i rammen »Lydia«, gennemtrængt af gyldne årer, fremstår i første omgang som en selvstændig klang ved siden af billedet - indtil man opdager det mørkegrønne i den fløjlsagtige kappe, der titter frem under pelsen, og de to pludselig hører sammen. Imellem fungerer fileten »Andrea« med sin fine perlekant, hvis guld løber over i de malede reliefkiler, så det næsten ikke længere er muligt at skelne mellem malet og ægte udsmykning. I det nederste hjørne af rammen kommer lagdelingen tydeligst til udtryk: yderst sprængt guld, derefter den brede grønne hals med sine kobberfarvede udskæringer, inderst igen guld - en rækkefølge, der bogstaveligt talt komprimerer det kvadratiske format på 48 x 48 cm mod billedfeltet. Set helt tæt på gengiver det satinerede lærred Leonardos bløde overgange i ansigtet uden skarphed; selv de bittesmå lyspunkter i de brune øjne sidder præcis der, hvor Schadow har placeret dem.

Sjældent passer et valg af ramme så logisk: Lydias grøn-guld farve fortsætter ganske enkelt farvespillet fra fløjl, pels og malet relief udad, og portrættet virker dermed mindre indrammet end videreført - en overgang, der mærkbart klæder portrættets hoffiske alvor.