Ingen optræden, intet publikum - blot en ung kvinde, der i skyggen af mørke grene tager sin mandolin og samtidig stirrer ud i tomheden, som om hun allerede lytter efter den næste tone. Anselm Feuerbach malede denne »mandolinspillerinde« i 1865, og scenen lever netop af denne afslappethed: den hvide bluse løst over skulderen, derover den mørkerøde kappe, bagved næsten sort løv, hvorfra et par røde blomster lyser frem. Profilen forbliver alvorlig, helt opslugt af musikken. Som model nævnes ofte Nanna Risi, den romerske kvinde, som Feuerbach gentagne gange malede i disse år - en historie, man sagtens kan tro på, når man ser ansigtet med dets antikinspirerede, rolige strenghed. Nederst til venstre sidder signaturen, tyndt og flydende trukket, lige over bordkanten.
Det hele er trykt på Leonardo, et satineret lærred, i størrelsen 48 x 62 cm. Når man kommer tæt på, for eksempel ved den gyldne ørering, kan man se vævets fine raster løbe gennem kinden og halsen: De mørke partier opsuger det næsten, de lyse afslører det - således får overfladen en diskret kropslighed, der kommer tættere på et oliemaleri, end man ville forvente. Først sent træder rammen i forgrunden: Luisa, en guldprofil fremstillet i Østrig, 76 mm bred, hvis tre forskudte linjer leder blikket indad. En kraftig ramme til et så stille motiv, men netop det bærer - vægt udefra, ro indeni. Her hænger altså et værk fra Feuerbachs år i Rom, hvor han malede sine mest afslappede billeder.