En kvinde hænger i det nøgne træ, som om det havde fanget hende. Hendes krop smelter sammen med grenene, håret blæser ind i kvaset, mens et spædbarn rækker ud efter hendes bryst. Rundt om er der intet andet end sne, en flad slette helt ud til horisonten, bagved en bjergkam i violet tåge. Himlen er i bleg rosa og gul, til venstre stikker yderligere buskads op af det hvide. Segantini malede »De dårlige mødre« i 1894 efter en sagn om kvinder, der nægtede at være mødre og derfor måtte sone deres synd i en iskold mellemverden. Netop denne kontrast bærer billedet: et næsten stille vinterlandskab og deri et motiv af stor hårdhed. Særligt spændende er forbindelsen mellem kroppen og træet, der næsten fremstår som et fængsel, mens barnet virker som både anklage og forløsning på én gang. Værket regnes for et hovedværk inden for den europæiske symbolisme, og originalen hænger i Belvedere i Wien. Segantinis penselteknik lægger farverne i fine, parallelle tråde ved siden af hinanden, hvilket får selv sneen til at glitre - man bliver ved med at hænge fast ved enkelte linjer, når man betragter værket.
Denne udgave fås i formatet 68 x 35 cm og hænger uden ramme på væggen, hvilket klæder motivet godt. De blege rosa- og lilla nuancer løber videre over de spejlede kanter og opløser sig næsten i den hvide væg - der finder snelandskabet sin egen fortsættelse. Det satinerede Leonardo-lærred skimrer let - mere behøves der ikke her. Det er slående, hvor præcist reproduktionen gengiver Segantinis penselstrøg: I bjergkæden forbliver de violette og okkerfarvede linjer tydeligt adskilte, og heller ikke kvindens blafrende hår smelter sammen til en flade. Hos denne maler afhænger alt af denne linjeskarphed, og den er til stede her. På bagsiden sidder en savtakket ophængningsanordning.