Trapper, støttemure og terrasserede facader leder blikket gennem et Rom med mange tidslag. I centrum står de antikke Dioskurer med deres heste, og bagved rejser den røde murstensarkitektur fra Santa Maria in Aracoeli sig. Til højre trænger en lys paladsfacade sig ind i billedrummet. Gesimser, kapitæler og balustrader er præcist tegnet, små figurer giver bygningerne deres skala og fortæller i forbifarten om hverdagen mellem kirke, antik skulptur og bymæssig orden. Ocker og jordfarvet brunt dominerer den nederste del, derover åbner sig en blå himmel med lyse skyer. Lyset forbliver blidt og fremhæver arkitekturen uden at give den et dramatisk præg. Wilhelm Brücke, en tysk arkitektur- og landskabsmaler fra det 19. århundrede, viser i dette motiv, der er dateret til 1831, sin styrke særligt tydeligt: Han fanger Rom som en sammenhængende by, hvor selv detaljer som murstykker, vinduer og gelændere har betydning. Scenen virker dermed næsten dokumentarisk - men den er alligevel ikke kølig. Mellem de mørke figurer og de solvarme facader opstår der en rolig nærhed til det historiske sted.
I denne udgave er motivet i formatet 35 x 41 cm trykt på FineArt Foto Matt bag antirefleksglas - en kombination, der passer overraskende godt sammen. Den matte trykflade bevarer de dæmpede nuancer og lader Brückes linjer træde tydeligt frem. Rundt om hesten, søjlerne og murstensmuren træder fine korn og hårlignende spor frem; de giver trykbilledet en tekstureret overflade uden at efterligne et malet lærred. Man bliver faktisk hængende ved de lyse sten: der trapper tryklagene synligt fra grå skygger til kridtagtige højdepunkter. Antirefleksglasset minimerer genskin, og selv når man ser på værket fra siden, forbliver vinduesprofiler og figurer tydelige - samtidig beskytter det den følsomme papiroverflade. Der er bevidst udeladt et passepartout, så arkitekturen begynder umiddelbart ved den smalle guldkant. Rammen Alexis indrammer arket i brun træoptik med mørk indvendig profil, mens den gyldne linje kun tilfører en diskret glans. Flere ornamenter ville konkurrere med de mange gesimser i billedet - som det er nu, er det helt tilstrækkeligt. Den fæltige dybde i det færdige værk opstår gennem den matte udskrifts fine kornstruktur og den nuancerede ramme; netop dette direkte samspil passer rigtig godt til den romerske arkitektur.