Ordsprog (olie)

Mellem mørke hytter og lyse stier strækker landsbyen sig ned mod det fjerne vand. Overalt sker der noget. Folk klatrer op på tagene. En læner sig ud af et vindue. Andre slæber ting, skændes eller forsvinder halvt ind i bygningerne. Hver eneste lille handling omsætter et ordsprog til synlig komik, og samtidig handler det om menneskelige særheder og tåbeligheder. Billedet dømmer ikke højlydt, det observerer nøgternt. Ocker, brunt og dæmpet grønt præger scenen, røde og hvide klæder sætter små accenter i mylderet. Lyset fordeler sig jævnt og efterlader næsten intet roligt sted. Med sådanne tætbefolkede skildringer står Pieter Brueghel den Yngre i billedtraditionen efter sin far, Pieter Bruegel den Ældre. Det er forbløffende, hvor tydelig figurverdenen forbliver på 65 × 47 centimeter - og alligevel er den ikke overskuelig med et enkelt blik. Der glider konstant endnu en begivenhed frem fra baggrunden.

Omkring denne rigdom trækker Annelie en bred ramme af dybt blåt og guld. Ved et historisk motiv overrasker det i første omgang. En almindelig guldramme ville nok blot have understreget de jordfarvede nuancer, men her opstår der mere kontrast: Det blå står køligt i kontrast til de brune tage og de sorte klæder. Gyldne årer løber gennem den 66 millimeter brede ramme og finder deres modstykke i de okkergule mure og marker. Indvendigt trækker en guldkant en klar grænse, udvendigt følger endnu en smal guldkant, og imellem virker det blå steder næsten sort. Lærredet »Leonardo« med satineret overflade sidder i rammen uden glas og passepartout, og på siderne løber det spejlede motiv rundt om kilerammen. Jeg bliver hængende ved billedets højre kant: Der kommer den mørke blå farve så tæt på de skyggefulde hytter, at små figurer først forsvinder mellem brunt og sort - for så at dukke op igen ved næste blik. Netop denne genopdagelse stopper ikke ved dette billede.