Udsigt over Delft, ca. 1660-61 (olie på lærred)

Store grå skyer trækker hen over den blå himmel, og nedenunder ligger byen som i stilstand: Delft tidligt om morgenen, set fra den sydlige bred af Schie, med porte, tårne og tegltage, der spejler sig i det næsten ubevægelige vand. Johannes Vermeer malede dette motiv omkring 1660; det er et af kun to kendte bybilleder af mesteren fra Delft og måske hans mest stille værk nogensinde - ingen fortælling, ingen begivenhed, kun lys, der vandrer over facaderne og får enkelte tage til at lyse op, mens andre forbliver i skyggen af skyerne. I det sandede forgrund står et par figurer tæt sammen, små og tilfældige, som om de hører mere til landskabet end til handlingen; langt bagved fanger tårnet på Nieuwe Kerk sollyset og står klart mod den overskyede himmel. På 58 x 48 cm udfolder denne ro sig forbløffende fuldstændigt, trykt på det satinérede lærred Leonardo, hvis fine vævning passer godt til de bløde overgange i himlen: dæmpede okker- og teglfarver, grønligt mørkt vand, alt i den afdæmpede farvepalet, der har gjort billedet så særligt i tre og et halvt århundrede. Marcel Proust kaldte det verdens smukkeste maleri, og den, der står foran det et stykke tid, kan i det mindste ane, hvad han mente.

Scenen hænger indrammet i »Lily«, en bred ramme af ægte træ fyldt med ornamenter, hvis bronzefarve skaber en overraskende præcis forbindelse til billedet. Farvemæssigt ligger de kobberfarvede blomster og bladranker præcis mellem de røde tagsten og de mørke skibsskrog ved kajen; mellem ornamenterne ligger der desuden en grågrøn baggrund, der svarer til vandet og de skyggefulde murpartier. Denne dialog mellem billedet og rammen bemærker man først ved et andet blik, men kan derefter ikke længere overse den. Man kunne indvende, at et så rigt udskåret profil er næsten for overdådigt i forhold til Vermeers tilbageholdenhed - men det er netop denne kontrast, der fungerer: Byen forbliver stille, rammen overtager repræsentationen, og den smalle guldkant på indersiden formidler mellem de to. I sidste ende bliver blikket alligevel hængende der, hvor billedet altid har ført hen: ved vandet, tårnenes spejlinger, lyset, der i det næste øjeblik vil være vandret videre - bare at det her bliver stående.