En bred flod snor sig mellem bevoksede bredder ind i et bjerglandskab, hvor høje skyer samler sig. I forgrunden krydser en smal båd det rolige vand; fem figurer sidder og står i den, nogle med lange stænger eller årer. Længere bagved rager en anden båds orange mast op mod bredernes grønne farver. Palmer markerer til venstre overgangen fra floden til skoven, mens de trinvis opbyggede bjergkæder leder blikket helt ud til horisonten. Ocker, olivengrøn og dæmpet blå dominerer farvepaletten. Lyset forbliver blødt og spreder sig over himlen, bjergskråningerne og trækronerne uden at fremhæve et enkelt område skarpt. Johann Moritz Rugendas inddeler landskabet i 1835 i klare dybdelag: vand, vegetation, bjerge og himmel følger efter hinanden, og de menneskelige figurer fremstår små i det vidtstrakte naturrum. Dermed forenes topografisk nøjagtighed med en rolig, næsten observerende stemning.
I denne udførelse bærer det matte lærred Salvador motivet uden glas; Amelie indrammer fladen i sort med en smal guldkant. Det, man hænger fast ved, når man betragter det færdige værk, er den lille sejlbåd midt i floden. Dens mørke skrog, den buede hvide sejlrest og den orange mast fremstår tydeligt adskilt fra hinanden i trykket, selvom de kun optager få centimeter i landskabet. Selv den korte spejling under båden forbliver tydelig og forbinder den med vandets vandrette linjer. Også i den forreste båd har figurerne genkendelige kropsholdninger: en opretstående overkrop, bøjede hoveder og skråtstillede stænger danner en lille række af bevægelser. Man kunne indvende, at detaljerne er ubetydelige - men netop forholdet mellem de små både og de skovklædte højder gør motivets rumlige vidde så forståelig.