Tughra Insignia af Sultan Süleiman den storslåede r. 1520-66, ca. 1555-60.

Her er der hverken et portræt eller en fortalt scene, der fanger blikket. I centrum står et statssymbol bestående af skrift, ornamenter og politisk magt. Tughraen nævner sultan Suleiman den Storslåede samt navnet på hans far, Selim I., og herskerformlen »den evigt sejrende«. En tughra fungerer samtidig som signatur, segl og statsemblem. Dens linjer skal derfor være læselige og gøre indtryk. Begge dele lykkes med forbløffende ro. Koboltblå streger danner sløjfer, buer og tre opadstigende stængler, imellem hvilke der er gyldne felter med ranker og små blomster. Rødt og blåt forekommer kun sporadisk, og den beige baggrund giver masser af fri plads - intet virker overfyldt. Den ukendte kunstner underordner hvert ornament under skriftbilledet. Værket, der blev skabt omkring 1555 til 1560 i Istanbul, hører til den osmanniske hofkunst og hænger i dag på Metropolitan Museum of Art i New York. Det er netop valget om ikke at afbilde herskeren, der overbeviser mig: Suleimans rang kommer udelukkende til udtryk i kalligrafiens beherskede bevægelse.

I denne udførelse er det farveafstemningen, der er afgørende. På lærredet Leonardo med satineret overflade står blå og guld rent side om side, og netop i de smalle bånd i tughraen forbliver denne adskillelse tydelig. Lychorida anvender en dyb sort farve på ydersiden - derved fremstår koboltblået i billedet endnu mere markant, uden at blive mørkere. Mellem de to farver fungerer den lysebrune fordybning som en overgang til grundens ældede beigefarve og forhindrer et skarpt brud. Lige ved billedkanten løber en smal guldstribe; ved siden af de gyldne indre flader virker den genkendelig, men konkurrerer ikke med dem, for dens linje er for spinkel. I det nederste højre hjørne bliver jeg hængende, fordi farveforløbet der er lettest at aflæse: først det beige billedfelt, derefter guld, så brunt og til sidst sort. Med sine 56 gange 48 centimeter forbliver denne farveovergang kompakt. Uden passepartout mangler ethvert neutralt mellemrum, og billedet og rammen mødes direkte - det passer her, fordi tughraen selv består af klart afgrænsede farvefelter. Også den lange blå skrift, der strækker sig mod højre, får en fast afslutning takket være den sorte yderkant.