Det smalle stående format giver de to børnefigurer stor højde og næsten ingen plads til at bevæge sig ud til siderne. Dermed virker deres omfavnelse endnu mere tæt. Amor står på en sky og bøjer sig hen mod Psyche, hans kys rammer hendes kind. Hun sænker øjenlågene og lægger armene foran brystet, mens han omfavner hende fast. Bag kroppene udfolder sig to meget forskellige par vinger: til venstre lyse fjervinger, til højre en stor sommerfuglevinge med en mørk øjenplet. Det dybe blå i klædet sætter den eneste kraftige farve i den ellers lyse scene. Skyer og baggrund smelter næsten sammen, så børnene snarere synes at svæve end at sidde. Lyse hudfarver og bløde skygger præger billedet. Intet er påtrængende, selv kysset forbliver diskret. Bouguereau malede scenen i 1890. Som fransk repræsentant for den akademiske malerkunst i det 19. århundrede står han for præcis figurtegning, idealiserede kroppe og glatte overgange. Her behandler han myten ikke som en dramatisk kærlighedshistorie, men gør Amor og Psyche til to børn. Det første kys bliver til et øjeblik, der næsten virker genert.
I dette værk træder det høje format på 58 × 97 cm meget tydeligt frem. Lærredet Leonardo med sin satinerede overflade gengiver hudens fine nuancer og de udviskede skyer uden skarpe overgange. Der er ingen passepartout, og der er heller ikke glas foran billedet - lærredet forbliver umiddelbart synligt. Udenom sætter Ava en kraftig afslutning. Guldrammen har en mærkbar tyngde og giver det smalle billedflade en fast afgrænsning. Set forfra fremstår guldet lyst og ensartet, mens det i den brede rille skifter til brunlige skygger. Fine mørke pletter og lette uregelmæssigheder fjerner enhver steril ensartethed fra overfladen; langs de smalle kanter ses igen et klarere gulguld. Når jeg betragter værket, bliver jeg hængende ved hjørnerne: Der mødes de forskellige guldzoner rent og præcist. Det, jeg godt kan lide ved denne indfatning, er, at den ikke forsmåler det lette motiv, men behandler det som et klassisk figurbillede. Rammen fremstår derved mærkbart kraftigere end selve scenen - et bevidst valg, ikke en tilfældig indramning. Til sidst er det dog stadig maleriets usædvanlige idé, der sætter sig fast: To berømte kærlighedsfigurer fremstår som børn, og myten begynder med et forsigtigt kys på kinden.