Fra træet i venstre kant strækker nøgne grene sig ud over landskabet. Derunder ligger en række små frugttræer i forskellige niveauer helt frem til bonden i midten af billedet, der bærer et redskab over skulderen. Bag ham hæver markerne og trækronerne sig, gule, rustrøde og grønne. Et hvidt hus sætter et markant præg, længere oppe rager kirken op foran brune bakker. Himlens dæmpede blå farve afgrænser rummet. Næsten sorte stammer strukturerer fladen som et linjestruktur - således skabes der rumlig dybde uden akademisk perspektiv. Billedet virker roligt og samtidig på en ejendommelig måde spændt; den enkelte bonde forbliver lille i forhold til den velordnede natur. Henri Rousseau malede landskabet i 1896. Den franske autodidakt regnes blandt modernismens prægende outsidere. Hans klare konturer og egenrådige målestokke forener nøjagtig observation med en bevidst flad orden.
Denne reproduktion overfører Rousseaus farveflader til det matte Salvador-lærred. Det kommer især til sin ret dér, hvor motivet er lysest: Over det hvide hus og i den blege himmel ses kun en blød refleks, og heller ikke på de gule kroner opstår der nogen spejlende plet. Intet glas lægger en ekstra glans over det, rumlyset forbliver roligt på billedfladen, og de mørke grene bevarer deres tydelighed. Noemi reagerer tydeligere på belysningen: Langs den gyldne kant ses lyse lysspor, mens glansen i de patinerede områder aftager til mørkere nuancer. Det smalle profil indrammer landskabet kortfattet - mere behøver dette motiv heller ikke. Et tryk, man har lyst til at standse op foran. Især på de fine grene foran huset og på den lille figur forbliver linjernes skarphed forbløffende tæt på originalen; denne nøjagtighed holder også ved nærmere betragtning.