I det usædvanligt brede liggende format på 80 × 35 cm udfolder mødet mellem englen Gabriel og Maria sig ikke som et intimt andagtsbillede, men som en vidt udbredt scene, hvor haven, arkitekturen og det fjerne landskab får næsten lige så stor vægt som figurerne selv. Til venstre knæler Gabriel mellem blomster, med en lilje i hånden og armen løftet i hilsen, mens Maria til højre sidder foran et læsepult af sten, den ene hånd over den åbne bog, den anden i en rolig gestus foran brystet; mellem dem begge åbner sig et frit rum, der både adskiller og forener det overbragte budskab. Mørke cypresser står foran en bleg bjerghorisont, rødt og dybt blåt dominerer klæderne, og det jævne lys får selv små planter og stenornamenter til at træde tydeligt frem. Leonardo da Vinci malede dette tidlige renæssanceværk omkring 1472 til 1475; det historiske original hænger i dag i Uffizierne i Firenze, og allerede her viser sig den nøjagtige naturobservation, der forhindrer landskabet i at blive en ren kulisse.
I denne udførelse maler Leonardo motivet direkte på lærredet med en satineret overflade uden glas, så lyset virker direkte på billedfladen: Set forfra forbliver de mørke dele af haven dybe og rolige, mens der set fra siden derimod strækker sig en bred, blød refleks over himlen, englene og arkitekturen, uden at den bliver til et hårdt spejlbillede. Netop over Gabriels ansigt og den løftede hånd bliver blikket hængende ved dette skær; det vandrer med synsvinklen og lader scenen blive lysere et øjeblik. Janine omkranser billedet som en gylden prydramme med steder, hvor farven er slidt af til rødt; langs de hævede kanter skinner guldet smalt, mens det forbliver mere mat i fordybningerne. Det er ikke helt jævnt - og netop denne brudte lyseffekt overbeviser. Der skabes således en haptisk dybde ikke alene på den satinerede billedflade, men også i vekslingen mellem rammens niveauer, hvis fysiske tilstedeværelse mærkbart sammenfatter den vidtstrakte, rolige komposition.