Et blødt skær glider hen over den gule baggrund, så snart man skifter synsvinkel foran billedet - den satinpolerede overflade på Leonardo-lærredet reflekterer ikke lyset skarpt, men lader det glide hen over overfladen. På denne overflade står en ung kvinde i en åben, mønstret kjortel, med viften foran brystet og hovedet vendt i profil. Omkring hende udbreder Gustav Klimt en fauna og flora, som han kendte fra østasiatiske tekstiler: en føniks med lang hale, en trane, lotusblomster, alt sammen på strålende gul baggrund. Klimt maler billedet i 1917, det sidste år før sin død, og det står stadig på staffeliet i hans atelier, da han dør i februar 1918. Den gyldne periode ligger for længst bag ham; i stedet for bladguld er det her selve farven, der bærer glansen - mere frit anbragt, løsere, næsten munter.
Netop denne glans synliggør fremstillingsprocessen uden at overdrive den. Set forfra forbliver billedfladen rolig og farverig; først set fra en vinkel lægger der sig en jævn glans over det gule, mens de mørkeblå partier af klædedragten forbliver mere matte - en forskel, man faktisk først bemærker i forbifarten, men som man derefter søger igen og igen. Rammen »Ava« spiller det samme spil med andre midler: Dens brede, buede guldliste fanger rummets lys som et langt, varmt bånd, og imellem sørger mørke ridser i forgyldningen for, at intet af det virker nyt eller glat. Med sine 48 x 48 cm forbliver det hele et koncentreret kvadrat, der indtager forbløffende meget af væggen. At netop dette lyse, løse billede hører til blandt Klimts sidste, giver det i tilbageblik noget forsonende - her hænger det uden nogen form for tyngde.