| Født | 18. maj 1840 (Salzburg) |
| Død | 3. oktober 1884 (Wien) i en alder af 44 år |
| Nationalitet | Østrig |
| Epoker | Romantikken, Orientalistische Malerei |
| Genre | historiemaleri, stilleben, landskab, portræt |
| Erhverv | kunstmaler, lærer, arkitekturtegner |
| Familie | Far: Johann Baptist Alois Makart Mor: Katharina Makart Ægtefælle: Bertha Linda Barn: Hans Makart junior |
| Lærer for | Johann Fischbach |
| Elev | Konstanty Mańkowski, Gottlob Knapp, Hans Bulhardt |
| Kendte værker | Der Einzug Karls V. in Antwerpen (Hamburger Kunsthalle) (1878), Portrait der Helene von Racowitza (1873), Kleopatra (1874), Charlotte Wolter as Messalina (1875), Clothilde Beer (1880) |
| Museer | Belvedere (Oesterreichische Galerie), Wien Museum, Kunsthistorisches Museum Wien, Staedtische Galerie im Lenbachhaus, Staatliche Museen zu Berlin |
Blandt Wiens seværdigheder i 1870'erne var også en malersal. Om eftermiddagen mellem klokken tre og fem stod atelieret i Gusshausstraße 25 åbent for besøgende; rejsende lagde fast et besøg ind i programmet, kejserinde Elisabeth kom i efteråret 1872, og fra 1873 kom de legendariske atelierfester til. Manden, som denne tilstrømning gjaldt, var Hans Makart, østrigsk historie- og dekorationsmaler. I 1872 havde han brugt 127.000 gylden på indretningen, på gobeliner, antikviteter, våben, tæpper og palmer; den, der trådte ind, kom mindre ind i et værksted end i et maleri, man kunne bevæge sig rundt i, og midt i det hele arbejdede husets herre foran et publikum.
Vejen dertil begyndte i Salzburg. Den 28. maj 1840 kom Makart til verden på første sal i Den Gamle Residens; et kortvarigt studium ved akademiet i Wien fra 1858 førte ikke til noget, og omkring 1860/61 blev han elev af Karl Theodor von Piloty i München. Rejser til London, Paris og Italien fulgte. I marts 1869 hentede kejser Frans Josef I den 28-årige hjem fra Rom til Wien og lod indrette et statsatelier til ham; allerede tidligere havde kejseren købt et af hans malerier.
Det, der blev skabt i dette atelier, havde sjældent stueformat. Gennem Makarts værk løber en forkærlighed for det eksotiske; billeder som »Harem,« eller »En japansk kvinde, ca. 1870« bærer det allerede i titlen. I vinteren 1875/76 rejste Makart til Egypten sammen med to malerkolleger; fra denne periode stammer også »Niljagten«. Til en privatlejlighed ved Parkring udformede han i 1870'erne fem billeder af sanserne, hvert 314 centimeter højt og kun 70 bredt, smalle vægfelter til strimlerne mellem vinduerne. »De fem sanser: Ansigtet« viser en ung kvinde, som løfter et håndspejl op mod ansigtet; bag hende breder et mørkt palmeblad sig som en vifte, roser blomstrer langs kanten, og det smalle format tvinger kroppen ind i en drejning af ubesværet elegance. De fem billeder nåede aldrig frem til lejligheden; i 1901 overgik de via Galerie Miethke til offentligt eje og hænger i dag i Øvre Belvedere.
Wien værner om sine vaner, og datidens skuelyst har fundet en efterfølger: Den by, der engang kom om eftermiddagen for at se Makart male, betragter i dag hans malerier helt tæt på gennem kameraer. En stor del af de billeddata, som Meisterdrucke bruger til at fremstille hans kunsttryk i Østrig, stammer fra disse højopløselige registreringer fra Belvedere og Wien Museum samt Kunsthistorisches Museum. For en maler, hvis virkning ligger i det stoflige, i brokade, blomstervæld og skinnende hud, er det en naturlig skik; optagelserne fører det fineste penselspor helt med over i trykket.
Makart havde sin største optræden på lærred i 1878. Efter en rejse til Flandern i anledning af den flamske maler Rubens' 300-års fødselsdag malede han »Kejser Karl Vs (1500-58) indtog i Antwerpen i 1520, 1878 (se også 141422, 141423 og 141424)«, mere end ni meter bredt og over fem meter højt. Den unge kejser rider i rustning gennem den udsmykkede by, faner og blomster falder ned fra husene, og lige for fødderne af hans hest går æresjomfruerne fra det historiske indtog, knap nok tildækkede; Albrecht Dürer havde beskrevet dem som øjenvidne i 1520. Skandalen var kalkuleret, samtidige mente at kunne genkende kendte wienerkvinder i de nøgne skikkelser, og regnestykket gik op: På verdensudstillingen i 1878 belønnede Paris billedet med en guldmedalje, og i 1882 købte Hamburger Kunsthalle »Indtoget« for 130.000 mark. Her forsvandt kæmpen bag en gipsvæg og forblev skjult indtil 2016; først siden 2020 har det igen hængt frit fremme.
Den 27. april 1879 viste Wien så, hvad byen havde i denne maler. Ved kejserparrets sølvbryllup drog et hyldestoptog hen over Ringstraße, 14.000 medvirkende i renæssancedragter, samtlige grupper kostumeret efter Makarts udkast, igen med Dürer som forbillede: denne gang efter hans trykte blade til kejser Maximilian I's æresport. Maleren red selv med, i mørkeblåt fløjl, med bred, fjerprydet hat, på en rigt opsadlet hest, og byen gav festen hans navn; fra da af talte man om Makart-optoget. Navnet blev i det hele taget til en etikette; Makartstil betød plys, tunge vægtekstiler og vældige lysekroner, Makartbuket arrangementet af tørrede blomster, palmeblade og græsser, Makarthat den brede skygge med fjer.
I februar 1881 modtog Makart sin sidste store bestilling, loftsmaleriet til trappehuset i Kunsthistorisches Museum. Kun farveskitsen »Lysets Sejr over Mørket, 1883-84«, der i dag befinder sig i Belvedere, blev færdig. Her stiger Helios frem med firspandet af et blændende gult lys, hestene trænger skråt ud af lyset, øverst svæver lyse skikkelser i slør, nederst styrter mørke legemer med hovedet først ned i skykløfterne; hele hvælvingen er anlagt som ét eneste sug opad. Selve loftet nåede han ikke længere at udføre; en hjernesygdom tog arbejdet ud af hænderne på ham, og Wien mistede Hans Makart den 3. oktober 1884, kun 44 år gammel. I to dage stod kisten på lit de parade mellem gobelinerne og palmerne i Gusshausstraße, hvorefter man bar ham ud til æresgraven på Wiener Zentralfriedhof.
Side 1 / 3
| Født | 18. maj 1840 (Salzburg) |
| Død | 3. oktober 1884 (Wien) i en alder af 44 år |
| Nationalitet | Østrig |
| Epoker | Romantikken, Orientalistische Malerei |
| Genre | historiemaleri, stilleben, landskab, portræt |
| Erhverv | kunstmaler, lærer, arkitekturtegner |
| Familie | Far: Johann Baptist Alois Makart Mor: Katharina Makart Ægtefælle: Bertha Linda Barn: Hans Makart junior |
| Lærer for | Johann Fischbach |
| Elev | Konstanty Mańkowski, Gottlob Knapp, Hans Bulhardt |
| Kendte værker | Der Einzug Karls V. in Antwerpen (Hamburger Kunsthalle) (1878), Portrait der Helene von Racowitza (1873), Kleopatra (1874), Charlotte Wolter as Messalina (1875), Clothilde Beer (1880) |
| Museer | Belvedere (Oesterreichische Galerie), Wien Museum, Kunsthistorisches Museum Wien, Staedtische Galerie im Lenbachhaus, Staatliche Museen zu Berlin |
Blandt Wiens seværdigheder i 1870'erne var også en malersal. Om eftermiddagen mellem klokken tre og fem stod atelieret i Gusshausstraße 25 åbent for besøgende; rejsende lagde fast et besøg ind i programmet, kejserinde Elisabeth kom i efteråret 1872, og fra 1873 kom de legendariske atelierfester til. Manden, som denne tilstrømning gjaldt, var Hans Makart, østrigsk historie- og dekorationsmaler. I 1872 havde han brugt 127.000 gylden på indretningen, på gobeliner, antikviteter, våben, tæpper og palmer; den, der trådte ind, kom mindre ind i et værksted end i et maleri, man kunne bevæge sig rundt i, og midt i det hele arbejdede husets herre foran et publikum.
Vejen dertil begyndte i Salzburg. Den 28. maj 1840 kom Makart til verden på første sal i Den Gamle Residens; et kortvarigt studium ved akademiet i Wien fra 1858 førte ikke til noget, og omkring 1860/61 blev han elev af Karl Theodor von Piloty i München. Rejser til London, Paris og Italien fulgte. I marts 1869 hentede kejser Frans Josef I den 28-årige hjem fra Rom til Wien og lod indrette et statsatelier til ham; allerede tidligere havde kejseren købt et af hans malerier.
Det, der blev skabt i dette atelier, havde sjældent stueformat. Gennem Makarts værk løber en forkærlighed for det eksotiske; billeder som »Harem,« eller »En japansk kvinde, ca. 1870« bærer det allerede i titlen. I vinteren 1875/76 rejste Makart til Egypten sammen med to malerkolleger; fra denne periode stammer også »Niljagten«. Til en privatlejlighed ved Parkring udformede han i 1870'erne fem billeder af sanserne, hvert 314 centimeter højt og kun 70 bredt, smalle vægfelter til strimlerne mellem vinduerne. »De fem sanser: Ansigtet« viser en ung kvinde, som løfter et håndspejl op mod ansigtet; bag hende breder et mørkt palmeblad sig som en vifte, roser blomstrer langs kanten, og det smalle format tvinger kroppen ind i en drejning af ubesværet elegance. De fem billeder nåede aldrig frem til lejligheden; i 1901 overgik de via Galerie Miethke til offentligt eje og hænger i dag i Øvre Belvedere.
Wien værner om sine vaner, og datidens skuelyst har fundet en efterfølger: Den by, der engang kom om eftermiddagen for at se Makart male, betragter i dag hans malerier helt tæt på gennem kameraer. En stor del af de billeddata, som Meisterdrucke bruger til at fremstille hans kunsttryk i Østrig, stammer fra disse højopløselige registreringer fra Belvedere og Wien Museum samt Kunsthistorisches Museum. For en maler, hvis virkning ligger i det stoflige, i brokade, blomstervæld og skinnende hud, er det en naturlig skik; optagelserne fører det fineste penselspor helt med over i trykket.
Makart havde sin største optræden på lærred i 1878. Efter en rejse til Flandern i anledning af den flamske maler Rubens' 300-års fødselsdag malede han »Kejser Karl Vs (1500-58) indtog i Antwerpen i 1520, 1878 (se også 141422, 141423 og 141424)«, mere end ni meter bredt og over fem meter højt. Den unge kejser rider i rustning gennem den udsmykkede by, faner og blomster falder ned fra husene, og lige for fødderne af hans hest går æresjomfruerne fra det historiske indtog, knap nok tildækkede; Albrecht Dürer havde beskrevet dem som øjenvidne i 1520. Skandalen var kalkuleret, samtidige mente at kunne genkende kendte wienerkvinder i de nøgne skikkelser, og regnestykket gik op: På verdensudstillingen i 1878 belønnede Paris billedet med en guldmedalje, og i 1882 købte Hamburger Kunsthalle »Indtoget« for 130.000 mark. Her forsvandt kæmpen bag en gipsvæg og forblev skjult indtil 2016; først siden 2020 har det igen hængt frit fremme.
Den 27. april 1879 viste Wien så, hvad byen havde i denne maler. Ved kejserparrets sølvbryllup drog et hyldestoptog hen over Ringstraße, 14.000 medvirkende i renæssancedragter, samtlige grupper kostumeret efter Makarts udkast, igen med Dürer som forbillede: denne gang efter hans trykte blade til kejser Maximilian I's æresport. Maleren red selv med, i mørkeblåt fløjl, med bred, fjerprydet hat, på en rigt opsadlet hest, og byen gav festen hans navn; fra da af talte man om Makart-optoget. Navnet blev i det hele taget til en etikette; Makartstil betød plys, tunge vægtekstiler og vældige lysekroner, Makartbuket arrangementet af tørrede blomster, palmeblade og græsser, Makarthat den brede skygge med fjer.
I februar 1881 modtog Makart sin sidste store bestilling, loftsmaleriet til trappehuset i Kunsthistorisches Museum. Kun farveskitsen »Lysets Sejr over Mørket, 1883-84«, der i dag befinder sig i Belvedere, blev færdig. Her stiger Helios frem med firspandet af et blændende gult lys, hestene trænger skråt ud af lyset, øverst svæver lyse skikkelser i slør, nederst styrter mørke legemer med hovedet først ned i skykløfterne; hele hvælvingen er anlagt som ét eneste sug opad. Selve loftet nåede han ikke længere at udføre; en hjernesygdom tog arbejdet ud af hænderne på ham, og Wien mistede Hans Makart den 3. oktober 1884, kun 44 år gammel. I to dage stod kisten på lit de parade mellem gobelinerne og palmerne i Gusshausstraße, hvorefter man bar ham ud til æresgraven på Wiener Zentralfriedhof.