En blød tåge ligger over Wachaus blide bakker, mens morgensolens lys bader Donau i flydende guld - et billede, der ikke kun gennemsyrer landskabet, men også den østrigske kunsts sjæl. I Østrig er kunsten altid et spejl af kontraster: Alpin klarhed og barok overdådighed, kejserlig pragt og borgerlig intimitet, melankoli og livsglæde mødes her. Kunstnerne i dette land har altid været inspireret af naturen, musikken og sociale forandringer - og har skabt værker, der stråler langt ud over landets grænser.



Når man tænker på østrigsk maleri, fornemmer man straks den livlige spænding mellem tradition og nybrud. Gustav Klimt, hvis "Kysset" i dag betragtes som indbegrebet af art nouveau, var for eksempel inspireret af byzantinske mosaikker såvel som sensualiteten i de wienske saloner. Hans glitrende gyldne oliemalerier er ikke kun dekorative, men fortæller også om længsel, erotik og jagten på det absolutte. Egon Schiele, Klimts unge samtidige, vovede sig endnu længere: Med nervøse linjer og ekspressive farver blottede han den menneskelige eksistens, som om han ville vende det inderste udad. Den dag i dag virker hans akvareller og tegninger som et elektrisk stød - rå, sårbare, kompromisløse.



Men Østrigs kunsthistorie er meget mere end de berømte navne fra wienermodernismen. Allerede i det 19. århundrede søgte malere som Ferdinand Georg Waldmüller og Rudolf von Alt nye måder at indfange lyset og atmosfæren i alpelandskaberne på. Deres akvareller og gouacher har en næsten fotografisk præcision, og alligevel emmer de af en stille poesi, der løfter hverdagen op til det sublime. Senere i det 20. århundrede blev Wien skueplads for radikale eksperimenter: De wienske aktionister, for eksempel, ledet af Günter Brus, flyttede grænserne for det repræsentative med deres tegninger og tryk og satte spørgsmålstegn ved kunstnerens rolle i et samfund i forandring.



Fotografiet fandt tidligt begejstrede tilhængere i Østrig. Det legendariske Wiener Werkstätte, et center for anvendt kunst, eksperimenterede allerede med fotogrammer og collager omkring år 1900. Senere formede fotografer som Trude Fleischmann billedet af den moderne kvinde, mens Inge Morath rejste verden rundt med sit kamera og altid bevarede et strejf af østrigsk melankoli i sine billeder. Mindre kendt, men så meget desto mere fascinerende: I 1970'erne blev et af Europas første fotogallerier etableret i Graz, som stadig betragtes som en kerne for innovativ fotokunst i dag.



Østrigsk kunst er et kalejdoskop af farver, former og følelser - nogle gange sart og stille, andre gange rørende og provokerende. Den fortæller om søgen efter identitet midt i omvæltninger, om kærlighed til natur og musik, om ønsket om ornamentering og kraften i reduktion. Enhver, der beskæftiger sig med denne kunst, fornemmer ikke kun et lands historie, men også kunstnernes umættelige ønske om at gøre det usynlige synligt. Den østrigske livsholdning lever videre i hvert eneste penselstrøg, i hver eneste linje, i hver eneste lysrefleksion - en følelse, der kan genfindes igen og igen i kunsttryk, reproduktioner og fotografier.