| Født | 1500 (Nürnberg) |
| Død | 1550 (Frankfurt am Main) |
| Nationalitet | Germany |
| Epoker | Illustration, Deutsche Renaissance |
| Erhverv | Maler, Illustrator, Druckgrafiker, Exlibriskünstler, Zeichner |
| Familie | Ægtefælle: Anna Beham Søskende: Barthel Beham |
| Kendte værker | Scenes from the Life of David (1534), Patience by Hans Sebaldus Beham - Sebald Beham (1540), Korsfästelsen, Korsbärandet, Konungarnas tillbedjan |
| Museer | Art Institute of Chicago, Cleveland Museum of Art, Los Angeles County Museum of Art (LACMA), Staatliche Museen zu Berlin, Statens Museum for Kunst |
I januar 1525 lod rådet i rigsstaden Nürnberg tre unge malere fra kredsen omkring Albrecht Dürer arrestere. Det var Georg Pencz, Barthel Beham og dennes bror Sebald Beham, en kobberstikker, født i Nürnberg i 1500. Den ældre litteratur kalder ham Hans Sebald Beham, selv om intet dokument belægger fornavnet Hans - allerede denne anklagedes navn er et åbent spørgsmål. De tre blev anklaget for gudsbespottelse, sekterisme og fornægtelse af den verdslige øvrighed. Ifølge senere kilder erklærede de omtrent, at de troede på Gud, men ikke regnede Kristus, dåben og sakramentet for noget og ikke anerkendte nogen anden øvrighed end Gud. Dommen af 26. januar 1525 lød på forvisning, rådet undlod tortur, og allerede i november fik alle tre lov til at vende tilbage til byen. Tilbage står navnet fra sagsakterne: de tre gudløse malere.
Tre år senere stod Beham igen over for rådet. Få måneder efter Dürers død udgav han i 1528 en lille bog om hestens proportioner. Anklagen lød, at han havde øst af Dürers upublicerede materiale om proportioner, og Dürers enke stod bag klagen. I juli 1528 forbød rådet salget, indtil Dürers eget, endnu upublicerede værk om proportioner var udkommet. Beham søgte til Ingolstadt, vendte tilbage til Nürnberg i februar 1529 - og genbrugte i 1546 ganske uanfægtet det omstridte stof endnu en gang i sin egen lærebog.
Hvem var denne mand? En tysk kobberstikker, raderer og træsnittegner, uddannet i Dürers kreds, så vidt de tidlige blade afslører. Ingen lærekontrakt er bevaret. Sammen med sin bror Barthel og Georg Pencz regnes han i kunsthistorien blandt småmestrene, opkaldt efter kobberstikkenes bittesmå format. Da Sebald Beham døde i Frankfurt am Main i 1550, efterlod han omkring 270 stik og langt over 1.000 træsnit. Han havde signeret dem med sit monogram som med et varemærke, først HSP efter den frankiske udtale Peham, senere HSB. Kilderne forklarer forskelligt, hvad H'et stod for - også monogrammet lader fornavnet stå åbent.
Hvor lille denne kunst virkelig er, viser apostelserien fra midten af 1540'erne, hvis plader måler omkring 4,8 gange 3,2 centimeter. På »Sankt Mathias, 1541-46«, seriens nummer tolv, står en skægget apostel med stråleglorie foran et plankeværk, den lukkede bog klemt ind under armen og højre hånd støttet på en langskaftet økse, barfodet og med punge i bæltet - og hver eneste streg sidder præcist. På »Formue« fra 1541 skrider den bevingede lykkegudinde frem med et bundt aks, ved hendes fod hviler den store kugle, i venstre hånd holder hun lykkehjulet, og øverst på hjulet sidder en lille mand, som med udstrakt arm bønfalder hende om at standse det. Bag hende glider et sejlskib og en by ved bredden forbi. Hele dette verdensteater måler 79 gange 51 millimeter.
Også gengivelsen af sådanne blade er en proces, og den har kun ét omstridt punkt - om linjen forbliver en linje. Det rasterfri tryk, som Meisterdrucke anvender til at gengive stikkene, lægger hverken linjeraster eller synlige trykpunkter over tegningen, og et fint, naturhvidt papir bærer den fine streg. Således forbliver hver skravering fra stikkelen en linje og glider selv i de tætteste krydsskraveringer ikke over i gråt. Til sidst gælder prøven derfor ikke trykket, men kobberstikkeren - og Behams 79 gange 51 millimeter består den.
Et andet felt var Beham efter den nuværende forsknings vurdering den første til overhovedet at åbne: bondefesten som selvstændigt billedmotiv. Fra 1528 skar han storformede træsnit af kirkefester i Nürnberg, blandt andet kirkefesten i Mögeldorf. I Frankfurt fulgte bittesmå stikserier. På »Bøndernes slagsmål« fra 1540 går bønder løs på hinanden med sværd og næver. Midt i tumulten knæler en kvinde med armene strakt i vejret, én ligger allerede på jorden, og over hovederne blafrer et skriftbånd med rimet: Slår du mig, så stikker jeg dig. Det samme skriftbånd vajer over »Bondebrylluppet eller de tolv måneder: nr. 9, 1547.«, et blad fra Frankfurt-serien fra 1546/47, som fordeler de tolv måneder på ti små stik og mærker de festende, slagsbrødrene bønder med månedsnavne. Her slås de ved vinrankerne, og mellem de kæmpende ligger en hat og en høtyv. Om sådanne scener er spot oppefra eller fejrer festen ud fra egne iagttagelser, er forskerne uenige om - man kan se begge dele i dem. En generation før den nederlandske maler Pieter Bruegel gjorde bondefesten til verdenskunst, havde Beham givet den sin form.
Beham, den forviste fra 1525, blev til sidst borger i en anden by. I 1531 trådte Beham i kardinal Albrecht af Brandenburgs tjeneste. For ham malede han miniaturebilleder til en bønnebog og en bordplade med scener fra kong Davids liv, som senere kom til Louvre. Fra 1532 boede han i Frankfurt am Main, illustrerede i 1533 »Bibelske historier« for forlæggeren Christian Egenolff, opgav sit borgerskab i Nürnberg i 1535 og aflagde i 1540 borgered i Frankfurt. Da Barthel døde under en rejse til Italien i 1540, overtog Sebald hans kobberplader og fortsatte med at trykke sin brors motiver. Han solgte selv på bogmessen i Frankfurt, og i 1547 boede han lige ved siden af messeområdet. De store vægblade gik til et bredt publikum, de små serier til samlere, som klæbede dem ind i bøger. Det marked, han levede af, lå dermed lige uden for hans dør.
Side 1 / 6
| Født | 1500 (Nürnberg) |
| Død | 1550 (Frankfurt am Main) |
| Nationalitet | Germany |
| Epoker | Illustration, Deutsche Renaissance |
| Erhverv | Maler, Illustrator, Druckgrafiker, Exlibriskünstler, Zeichner |
| Familie | Ægtefælle: Anna Beham Søskende: Barthel Beham |
| Kendte værker | Scenes from the Life of David (1534), Patience by Hans Sebaldus Beham - Sebald Beham (1540), Korsfästelsen, Korsbärandet, Konungarnas tillbedjan |
| Museer | Art Institute of Chicago, Cleveland Museum of Art, Los Angeles County Museum of Art (LACMA), Staatliche Museen zu Berlin, Statens Museum for Kunst |
I januar 1525 lod rådet i rigsstaden Nürnberg tre unge malere fra kredsen omkring Albrecht Dürer arrestere. Det var Georg Pencz, Barthel Beham og dennes bror Sebald Beham, en kobberstikker, født i Nürnberg i 1500. Den ældre litteratur kalder ham Hans Sebald Beham, selv om intet dokument belægger fornavnet Hans - allerede denne anklagedes navn er et åbent spørgsmål. De tre blev anklaget for gudsbespottelse, sekterisme og fornægtelse af den verdslige øvrighed. Ifølge senere kilder erklærede de omtrent, at de troede på Gud, men ikke regnede Kristus, dåben og sakramentet for noget og ikke anerkendte nogen anden øvrighed end Gud. Dommen af 26. januar 1525 lød på forvisning, rådet undlod tortur, og allerede i november fik alle tre lov til at vende tilbage til byen. Tilbage står navnet fra sagsakterne: de tre gudløse malere.
Tre år senere stod Beham igen over for rådet. Få måneder efter Dürers død udgav han i 1528 en lille bog om hestens proportioner. Anklagen lød, at han havde øst af Dürers upublicerede materiale om proportioner, og Dürers enke stod bag klagen. I juli 1528 forbød rådet salget, indtil Dürers eget, endnu upublicerede værk om proportioner var udkommet. Beham søgte til Ingolstadt, vendte tilbage til Nürnberg i februar 1529 - og genbrugte i 1546 ganske uanfægtet det omstridte stof endnu en gang i sin egen lærebog.
Hvem var denne mand? En tysk kobberstikker, raderer og træsnittegner, uddannet i Dürers kreds, så vidt de tidlige blade afslører. Ingen lærekontrakt er bevaret. Sammen med sin bror Barthel og Georg Pencz regnes han i kunsthistorien blandt småmestrene, opkaldt efter kobberstikkenes bittesmå format. Da Sebald Beham døde i Frankfurt am Main i 1550, efterlod han omkring 270 stik og langt over 1.000 træsnit. Han havde signeret dem med sit monogram som med et varemærke, først HSP efter den frankiske udtale Peham, senere HSB. Kilderne forklarer forskelligt, hvad H'et stod for - også monogrammet lader fornavnet stå åbent.
Hvor lille denne kunst virkelig er, viser apostelserien fra midten af 1540'erne, hvis plader måler omkring 4,8 gange 3,2 centimeter. På »Sankt Mathias, 1541-46«, seriens nummer tolv, står en skægget apostel med stråleglorie foran et plankeværk, den lukkede bog klemt ind under armen og højre hånd støttet på en langskaftet økse, barfodet og med punge i bæltet - og hver eneste streg sidder præcist. På »Formue« fra 1541 skrider den bevingede lykkegudinde frem med et bundt aks, ved hendes fod hviler den store kugle, i venstre hånd holder hun lykkehjulet, og øverst på hjulet sidder en lille mand, som med udstrakt arm bønfalder hende om at standse det. Bag hende glider et sejlskib og en by ved bredden forbi. Hele dette verdensteater måler 79 gange 51 millimeter.
Også gengivelsen af sådanne blade er en proces, og den har kun ét omstridt punkt - om linjen forbliver en linje. Det rasterfri tryk, som Meisterdrucke anvender til at gengive stikkene, lægger hverken linjeraster eller synlige trykpunkter over tegningen, og et fint, naturhvidt papir bærer den fine streg. Således forbliver hver skravering fra stikkelen en linje og glider selv i de tætteste krydsskraveringer ikke over i gråt. Til sidst gælder prøven derfor ikke trykket, men kobberstikkeren - og Behams 79 gange 51 millimeter består den.
Et andet felt var Beham efter den nuværende forsknings vurdering den første til overhovedet at åbne: bondefesten som selvstændigt billedmotiv. Fra 1528 skar han storformede træsnit af kirkefester i Nürnberg, blandt andet kirkefesten i Mögeldorf. I Frankfurt fulgte bittesmå stikserier. På »Bøndernes slagsmål« fra 1540 går bønder løs på hinanden med sværd og næver. Midt i tumulten knæler en kvinde med armene strakt i vejret, én ligger allerede på jorden, og over hovederne blafrer et skriftbånd med rimet: Slår du mig, så stikker jeg dig. Det samme skriftbånd vajer over »Bondebrylluppet eller de tolv måneder: nr. 9, 1547.«, et blad fra Frankfurt-serien fra 1546/47, som fordeler de tolv måneder på ti små stik og mærker de festende, slagsbrødrene bønder med månedsnavne. Her slås de ved vinrankerne, og mellem de kæmpende ligger en hat og en høtyv. Om sådanne scener er spot oppefra eller fejrer festen ud fra egne iagttagelser, er forskerne uenige om - man kan se begge dele i dem. En generation før den nederlandske maler Pieter Bruegel gjorde bondefesten til verdenskunst, havde Beham givet den sin form.
Beham, den forviste fra 1525, blev til sidst borger i en anden by. I 1531 trådte Beham i kardinal Albrecht af Brandenburgs tjeneste. For ham malede han miniaturebilleder til en bønnebog og en bordplade med scener fra kong Davids liv, som senere kom til Louvre. Fra 1532 boede han i Frankfurt am Main, illustrerede i 1533 »Bibelske historier« for forlæggeren Christian Egenolff, opgav sit borgerskab i Nürnberg i 1535 og aflagde i 1540 borgered i Frankfurt. Da Barthel døde under en rejse til Italien i 1540, overtog Sebald hans kobberplader og fortsatte med at trykke sin brors motiver. Han solgte selv på bogmessen i Frankfurt, og i 1547 boede han lige ved siden af messeområdet. De store vægblade gik til et bredt publikum, de små serier til samlere, som klæbede dem ind i bøger. Det marked, han levede af, lå dermed lige uden for hans dør.