Johann Peter Krafft voksede op i en kunstnerisk ambitiøs familie og begyndte at studere på Wiens Kunstakademi i 1799 som 19-årig på afdelingen for historiemaleri, efter at han i en ung alder havde haft succes med at gå på tegneskole. Derefter fortsatte han sin uddannelse på kunstcentrene i München, Strasbourg og Paris. Under indflydelse af sin rejsekammerat Julius Schnorr von Carolsfeld, som var hengiven til det romantiske maleri, og inspireret af den klassicistiske hofmaler, vendte Krafft sig efter sin hjemkomst i stigende grad mod det lukrative portrætmaleri. Han var betaget af de moderne klassiske tendenser og skabte vægmalerier med mytologiske og historiske scener til kejser Franz I's hustru og brugte efterfølgende honoraret til at finansiere et ophold i Rom.
I de følgende år kunne han se tilbage på en imponerende karriere og et fyldigt curriculum vitae. Han blev bl.a. medlem af Akademiet for de Skønne Kunster i 1813 og af Hanau Tegneakademi to år senere. I 1817 udstyrede han Wiens Invalidenhaus med store malerier og blev i 1823 udnævnt til korrekturlærer og professor i historiemaleri ved Akademiet. Her blev han trukket væk fra den antikke efterligning og hen imod en mere realistisk observation af naturen. Det wieneriske hof gav ham til opgave at udsmykke audienssalen i den kejserlige kanslerfløj og udnævnte ham til direktør for det kejserlige billedgalleri. Som officiel paladsdirektør flyttede han og hans familie til sin arbejdsplads i en af paladsets fløje og gennemførte både en ombygning af galleriet og en restaurering af den stærkt forsømte Belvedere Garden. Han var også involveret i restaurering og bevarelse af monumenter, f.eks. restaurering af freskerne i Schönbrunns store galleri og i jesuitterkirken og udarbejdelse af ekspertrapporter om bevarelse af monumenter på slottet Karlstein.
I betragtning af hans omfattende aktiviteter for det wieneriske hof er det overraskende, at Krafft overhovedet fandt tid til at engagere sig kunstnerisk. Ikke desto mindre havde han stor indflydelse på det østrigske maleri, ikke mindst gennem sine malerier Der Abschied des Landwehrmannes (1813) og Die Heimkehr des Landwehrmannes (1820), som refererer til Biedermeier-æraen. Hans værk omfatter afbildninger af kejser Franz I, kejser Ferdinand II, kejser Rudolf II, højtstående militærfolk og adelige personer samt portrætter af damer, orientalske skildringer, krigsscener, moderne begivenhedsmalerier, studier af bibelske temaer og græske sagaer, genremalerier og klassicistiske arkitektoniske studier. Johann Peter Krafft boede på Belvedere indtil sin død i 1856 og blev efterfølgende begravet i en værdig grav på Wiens centralkirkegård og blev posthumt hædret med navngivningen af Krafftgasse i Wiens Leopoldstadt (2. distrikt).
Johann Peter Krafft voksede op i en kunstnerisk ambitiøs familie og begyndte at studere på Wiens Kunstakademi i 1799 som 19-årig på afdelingen for historiemaleri, efter at han i en ung alder havde haft succes med at gå på tegneskole. Derefter fortsatte han sin uddannelse på kunstcentrene i München, Strasbourg og Paris. Under indflydelse af sin rejsekammerat Julius Schnorr von Carolsfeld, som var hengiven til det romantiske maleri, og inspireret af den klassicistiske hofmaler, vendte Krafft sig efter sin hjemkomst i stigende grad mod det lukrative portrætmaleri. Han var betaget af de moderne klassiske tendenser og skabte vægmalerier med mytologiske og historiske scener til kejser Franz I's hustru og brugte efterfølgende honoraret til at finansiere et ophold i Rom.
I de følgende år kunne han se tilbage på en imponerende karriere og et fyldigt curriculum vitae. Han blev bl.a. medlem af Akademiet for de Skønne Kunster i 1813 og af Hanau Tegneakademi to år senere. I 1817 udstyrede han Wiens Invalidenhaus med store malerier og blev i 1823 udnævnt til korrekturlærer og professor i historiemaleri ved Akademiet. Her blev han trukket væk fra den antikke efterligning og hen imod en mere realistisk observation af naturen. Det wieneriske hof gav ham til opgave at udsmykke audienssalen i den kejserlige kanslerfløj og udnævnte ham til direktør for det kejserlige billedgalleri. Som officiel paladsdirektør flyttede han og hans familie til sin arbejdsplads i en af paladsets fløje og gennemførte både en ombygning af galleriet og en restaurering af den stærkt forsømte Belvedere Garden. Han var også involveret i restaurering og bevarelse af monumenter, f.eks. restaurering af freskerne i Schönbrunns store galleri og i jesuitterkirken og udarbejdelse af ekspertrapporter om bevarelse af monumenter på slottet Karlstein.
I betragtning af hans omfattende aktiviteter for det wieneriske hof er det overraskende, at Krafft overhovedet fandt tid til at engagere sig kunstnerisk. Ikke desto mindre havde han stor indflydelse på det østrigske maleri, ikke mindst gennem sine malerier Der Abschied des Landwehrmannes (1813) og Die Heimkehr des Landwehrmannes (1820), som refererer til Biedermeier-æraen. Hans værk omfatter afbildninger af kejser Franz I, kejser Ferdinand II, kejser Rudolf II, højtstående militærfolk og adelige personer samt portrætter af damer, orientalske skildringer, krigsscener, moderne begivenhedsmalerier, studier af bibelske temaer og græske sagaer, genremalerier og klassicistiske arkitektoniske studier. Johann Peter Krafft boede på Belvedere indtil sin død i 1856 og blev efterfølgende begravet i en værdig grav på Wiens centralkirkegård og blev posthumt hædret med navngivningen af Krafftgasse i Wiens Leopoldstadt (2. distrikt).
Side 1 / 3