En blød tåge ligger over de endeløse vidder, da jeg - en ung maler drevet af længsel og nysgerrighed - ser på det russiske landskab for første gang. Luften er gennemsyret af en særlig melankoli, der lægger sig som et slør over landsbyerne, skovene og floderne. I Rusland, synes jeg, er kunsten aldrig blot en refleksion, men altid et spejl af sjælen, et ekko af den mægtige natur og den turbulente historie. De farver, jeg blander på min palet, er tunge og rige, som om de ville indfange dybden i den russiske jord - okker, dybblå, den nedgående sols røde farve. Her, hvor vintrene er lange, og somrene er gennemsyret af skinnende lys, skabes der billeder, som fortæller mere, end ord nogensinde ville kunne.



Russisk maleri er et kalejdoskop af længsel, opvågning og modstand. Hvis man for eksempel står foran et maleri af Isaak Levitan, fornemmer man den stille kraft i det russiske landskab - ikke som en romantisk idyl, men som et eksistentielt rum, hvor mennesket og naturen mødes. Levitans "Above the Eternal Calm" er ikke bare et landskabsmaleri, men et stille drama, hvor himmel og jord kæmper med hinanden. Og så er der portrætterne af Ilya Repin, som ikke bare indfanger ansigter, men hele livshistorier med næsten fotografisk præcision. Repins "Wolgatreidler" gør f.eks. almindelige menneskers udmattelse, men også værdighed, håndgribelig - et billede, der virker som en stille protest mod social uretfærdighed.



Men russisk kunst er langt mere end realisme. Den er et eksperimentarium og en scene for visionære kunstnere. Ateliererne i Moskva og Skt. Petersborg summede af liv i begyndelsen af det 20. århundrede: Kunstnere som Kazimir Malevich vovede at bryde radikalt med repræsentationalismen. Hans "Sorte firkant" - et tilsyneladende simpelt, men revolutionerende værk - kom til at symbolisere en ny begyndelse, en søgen efter et nyt, universelt visuelt sprog. Den russiske avantgarde med navne som Natalia Goncharova og Lyubov Popova brød grænserne for det velkendte og fik farverne til at danse og formerne til at eksplodere. Selv inden for fotografiet, f.eks. med Alexander Rodchenko, blev billedet et eksperimentarium for nye perspektiver og udtryksformer.



Det, der gør russisk kunst så unik, er dens konstante vekslen mellem tradition og revolution, mellem dybe rødder og dristige visioner. Den er præget af en længsel efter det absolutte, efter sandhed og skønhed - og af en urokkelig kraft til at skabe noget nyt selv under de mest ugunstige forhold. Enhver, der beskæftiger sig med russisk kunst, kommer ind i en verden fuld af kontraster: Her mødes lys og skygge, håb og fortvivlelse, stilhed og nye begyndelser. Hvert maleri, hver tegning, hvert fotografi er et vindue ind til en sjæl, der er lige så bred og dyb som landet selv.