Opdag 21 kunstnere fra Tjekkiet

Enhver, der går en tur gennem Prags smalle gader, fornemmer straks, at her banker et kunstnerisk hjerte, som rækker langt ud over landets grænser. Tjekkiet har ikke kun udviklet sit eget visuelle sprog, men har også haft en varig indflydelse på andre nationers kunst - for eksempel gennem udbredelsen af Art Nouveau, som gik i bølger fra Prag til hele Europa. Tjekkisk kunst er et kalejdoskop af melankoli og ironi, af længsel efter frihed og leg med identitet. Motiver af maskerade, drøm og virkelighed dukker op igen og igen, som om kunstnerne ønskede at opløse grænserne mellem fantasi og hverdagsliv.



Et blik på Alfons Mucha er nok til at forstå, i hvor høj grad tjekkisk maleri og grafik formede billedet af en hel epoke. Hans plakater blev med deres ornamentale linjer og klare farver indbegrebet af art nouveau og fik indflydelse på reklamegrafik og illustrationer over hele verden. Men Mucha var ikke alene: Den tjekkiske kunstscene var altid en smeltedigel, hvor franske indtryk, østrigsk løsrivelse og slaviske myter blev kombineret for at skabe noget unikt. I Josef Ladas akvareller danser livet på landet f.eks. i bløde pastelfarver, mens František Kupka brød grænserne for opfattelsen med sine abstrakte kompositioner - længe før abstraktion blev en trend i Paris eller New York. Kupkas "Amorpha" er et godt eksempel: et maleri, der omsætter musik til farver og trækker beskueren ind i en hvirvel af bevægelse og lys.



Tjekkisk kunst afspejlede ofte landets politiske omvæltninger. I mellemkrigstiden og i skyggen af jerntæppet fandt kunstnere som Toyen (Marie Čermínová) et sprog for det usigelige i surrealistiske tegninger og collager. Deres værker er som drømmedagbøger, hvor frygt og håb, erotik og trusler flettes sammen i gådefulde visuelle verdener. Fotografiet blev tidligt et eksperimentarium i Tjekkiet: Jaromír Funke og Josef Sudek brugte lys og skygge til at skabe poetiske stilleben, der inddrog hverdagslivet i magiske sfærer. Sudeks berømte vinduesbilleder, der blev taget efter tabet af hans højre arm, fortæller om sårbarhed og skønhed - og om, hvordan kunsten selv skaber nye muligheder ud af begrænsninger.



Enhver, der ser på tjekkisk kunst, vil gang på gang støde på en subtil ironi, et glimt i øjet, som ikke forsvinder selv i de mørkeste tider. Grafikken, lige fra Václav Hollar til modernismens ekspressive træsnit, trives med denne blanding af præcision og fantasi. Og selv i dag skabes der i ateliererne i Prag, Brno eller Olomouc værker, der kombinerer tradition og eksperiment - som om landet selv aldrig ville holde op med at genopfinde sig selv. Tjekkisk kunst er et spejl af landets historie: fuld af brud, fuld af poesi og altid åben for det uventede. De, der beskæftiger sig med den, opdager ikke kun billeder, men hele verdener - og måske også et stykke af sig selv.