Lydia, lad mig sige det med det samme: en grøn prydramme med guldmarmorering, 66 mm bred, 32 mm høj - ikke et oplagt valg til en så mørk nattescene, og betydeligt mere iøjnefaldende end selve det lille motiv. Men den grønne grundfarve spiller godt sammen med havet og den natlige himmel, mens den guldmarmorerede overflade udgør en varmere kontrast til det kølige måneskin. Indrammet er Paul Gauguins »Sejlskib i måneskin«: en fredfyldt nattescene, hvor sejlskibet næsten udelukkende fremstår som en silhuet i måneskinets lyse stråle - lidt konkret handling, men til gengæld masser af afstand og stilhed. Med sine 40 x 22 cm er billedet lille og smalt, hvilket gør rammen desto mere iøjnefaldende i forhold hertil.
Det er netop denne størrelsesforskel, der får mig til at hænge netop dette værk op: Et roligt, sparsomt motiv får pludselig en tilstedeværelse gennem den brede Lydia-ramme, som det næppe ville have haft på egen hånd. Det passer i grunden også til Gauguin selv, der i stigende grad fjerner sig fra den rent naturalistiske fremstilling og i højere grad bruger farve og flade til at skabe stemning og udtryk - her er det ikke skibet, der tæller, menstemning i natten. Trykket på det satinerede lærred Leonardo bærer de mørke toner og de bløde overgange mellem himmel, vand og lys, uden at noget drukner; spændt på en ramme, spejlet i siderne. Og jo længere man kigger, desto længere væk trækker den anden båd sig ind i tågen - vidde, nat, fjernhed, mere behøver dette billede ikke.