Livets rejse: ungdom, 1842

En ung mand står oprejst i den gyldne båd med armen løftet højt mod det skyagtige palads, der svæver på den fjerne himmel som et løfte, mens en engel bliver tilbage på bredden, den hvide kappe stadig badet i sollys, med hånden strakt ud til farvel. Det er det andet billede i Thomas Coles firedelte serie »The Voyage of Life« fra 1842, og det fortæller om ungdommens afrejse: Beskyttelsesenglen, der stadig ledsagede barnet, lader nu den unge drage afsted, ud på en flod, der - hvilket den rejsende ikke ser - buer sig og indsnævres i det fjerne. Cole, grundlæggeren af Hudson River School, skaber til dette formål et landskab af næsten overdådig fylde: Til højre danner grupper af træer og en høj palme en mørk kulisse, til venstre ligger dalen i morgenlyset, og rosenrøde klippetoppe fører over mod et luftkastel. Fristelsen ligger i selve lyset. Alt i billedet stræber mod det fjerne, og netop deri ligger denne scenes melankoli: Som betragter ved man, hvad den unge mand endnu ikke aner.

På væggen træder det liggende format på 70 x 48 centimeter frem uden at virke påtrængende - stort nok til, at blikket rent faktisk kan vandre ned i dalens dyb, og samtidig så dimensioneret, at den smalle ramme ikke kvæler billedet. Marta, en prydramme i antiksølv med rød kantlinje, konkurrerer næppe med motivet; først når man kommer tæt på, opdager man de slidte kanter, hvorunder den røde poliment skinner frem, og de mørke alderspletter på bladmetallet. Det er også værd at se nærmere på selve billedet: På det satinerede Leonardo-lærred fremstår engelens glorie som et blødt slør, de små blomster på palmestammen og bådens gyldne udskæringer træder tydeligt frem i lærredets struktur. Blikket bliver dog længst hængende på det sted, hvor luftslottet forsvinder ind i himlen - at denne overgang her er holdt uden brud, gør værket troværdigt uanset afstand.