Bellevue-sletten / Den røde jord

Lidt over den nederste rammekant ses en kort, mørk streg i den røde jord, næsten tilfældig, men på det frit synlige lærred får denne lille markering samme tyngde som et penselstrøg. Derfra glider blikket over det rustfarvede felt mod en grøn terrænhøjde, bag hvilken huse, mure og slanke cypresser fordelt mellem grupper af træer, mens en enkelt bygning med teglrødt tag til højre for midten træder tydeligere frem og giver landskabet et fast, næsten fysisk fodfæste. Derudover indtager himlen forbløffende meget plads: Blåt, gråt og brudt hvidt lægger sig i korte pletter oven på hinanden uden at fastlægge en bestemt vejrsituation. Paul Cézanne maler Bellevue-sletten mellem 1890 og 1892 ikke som et behageligt panorama, men som en sammensætning af farvefelter, hvis retninger først tilsammen udgør terræn, vegetation og arkitektur; netop heri aner man det konstruktive syn på naturen, som den franske maler har haft en indflydelse langt ud over postimpressionismen. Den røde jord i forgrunden fremstår varm, men ikke sommerligt ubekymret, for mørke grønne strøg og tunge skygger holder landskabet sammen. Det virker beboet og samtidig mennesketomt, velkendt, men alligevel lidt reserveret.

Ved dette værk på det matte Salvador-lærred er det værd at se det på tæt hold, fordi vævet ikke forsvinder under en glat overflade: Over den blå himmel tegner dets regelmæssige gitter sig tydeligt, og selv de lyse, tilsyneladende påduppede skypartier følger trådenes små forhøjninger og fordybninger. Blikket dvæler længst ved det gule hus med det røde tag, hvor tætte tryklag farver stoffets toppe kraftigt, mens enkelte masker forbliver lysere i overgangene til grønt og sort; således opstår der ingen kunstig farvepasta, men derimod et mærkbart relief, der troværdigt gengiver Cézannes brudte penselstrøg. Længere nede, på den røde flade, løber orange, okkerfarvede og rosenrøde farvepletter på tværs af den samme kornstruktur, og den korte brune streg forbliver tydeligt afgrænset, selvom hver trådrække synligt går igennem den. En lille detalje, indrømmet, men det er netop dét, der afgør, om en sådan gengivelse lykkes. Uden glas og passepartout forbliver stofoverfladen umiddelbar, mens Sinead med sit smalle egetræsfiner blot trækker en rolig grænse; med sine 59 x 48 centimeter hænger værket kompakt på væggen, men den brede himmelzone får rummet foran det til at virke mærkbart større.