På det matte lærred »Salvador« fremstår Cézannes korte penselstrøg tydeligt - især i den røde jord, hvor okker, rustrød og bleg grøn står ufortyndet side om side. I formatet 59 × 48 cm bevarer sletten sin rolige vidde. Foran breder den tørre jord sig ud, bagved ligger marker, træer og enkelte huse i lag, mens mørke cypresser sætter faste markeringer. Over det hele strækker sig en vid himmel i blå og brudt hvid. Ved første øjekast et roligt landskab, men intet virker tilfældigt. Hver flade har sin vægt, hvert hus står som en fast bygsten. Det er netop det, jeg finder smukt: Cézanne gør ikke Bellevue til en romantisk idyl, men ordner terræn, vegetation og arkitektur i en fast billedstruktur. Værket, der blev skabt mellem 1890 og 1892, viser en tanke, der fortsat er vigtig for modernismen - rum opstår ikke alene gennem perspektiv, men farve og form skaber det i fællesskab.
Rammen Sinead indrammer lærredet med et smalt egefiner. Den forbliver lysebrun, og fine mørke linjer løber gennem overfladen; ved den øverste kant løber åretegningen roligt over hele bredden - det er faktisk det, jeg hænger fast ved, når jeg betragter værket. Den 15 millimeter brede profil er uden ornamenter, men har med sine 30 millimeter en mærkbar dybde. Det giver værket en klar fylde uden at tynge overfladen. Uden passepartout og uden glas sidder lærredet direkte i rammen, og det matte tryk forbliver synligt. Spændt op på kilerammen og spejlet i siderne afsluttes billedet pænt. Set på tæt hold adskiller en smal skyggefuge trykket og egetræsfineret - netop dér mærker man, at billedfladen og rammen forbliver selvstændige og alligevel danner en helhed. I sidste ende passer det godt til Cézanne selv: Ud af et egentlig simpelt landskab skaber han noget, der næsten ligner en bygning - mindre stemning, mere form og orden.