Med sine 25 x 30 cm er dette værk behageligt lille - næsten som om man fastgjorde en personlig iagttagelse på væggen. Dekorationsrammen Riana, en smal trælist i rødbrunt, 17 millimeter bred og 18 millimeter høj, indrammer billedet uden passepartout helt ind til den indvendige kant; den varme brune farve på listen ligger tæt op ad dyrenes pelsfarver uden at trænge sig på. Man ser Albrecht Dürers »Eichhörnchen« fra 1512: To dyr på en lys, næsten tom baggrund. Det højre holder en nød mellem forpoterne, hovedet er sænket, den buskede hale stiger op bag kroppen; det venstre vender sig væk, og dets ryg danner en mørk kontrastform. I den nederste kant ligger nødder og skaller spredt, og lidt derover står monogrammet og årstallet. Dürer behandler det hverdagslige dyr ikke som en detalje, men som genstand for koncentreret betragtning - ører, whiskers, kløer og enkelte pelsstrå får samme opmærksomhed som kropsholdning og blikretning.
Det er netop det, jeg sætter pris på ved dette værk: Et egentlig uspektakulært dyremotiv tages her fuldstændig alvorligt, og når man betragter det, mærker man, hvor nøje Dürer må have iagttaget det. Lærredet Salvador (Matt) understøtter dette afdæmpede udtryk - den matte overflade dæmper reflekser og passer godt til forlægets sarte udtryk. Da værket er indrammet uden glas, er der ingen rude, der adskiller blikket fra pelsen og de spredte nøddeskaller; man kan komme rigtig tæt på, og netop da viser det lille format sin styrke. Fra et par skridts afstand kan man straks skelne gruppen, men når man kommer tættere på, fanges blikket af det sænkede ansigt og poterne. I sidste ende er det ikke en stor fortælling, men et intimt øjeblik: to dyr, helt optaget af sig selv, foreviget af en kunstner, der iagttager dem med næsten kærlig nøjagtighed.