Ararauna rute

En ara læner sig frem fra grenen, som om den vil iagttage betragteren. Dens ryg skinner dybblå, brystet lyser gult, og det sorte næb hænger tungt over det lyse ansigtsmønster. Omkring den forbliver bladet næsten tomt. Kun grenen bærer farve; bladene nedenunder er blot antydet, skitseret i tynde gråtoner. Denne asymmetri er typisk for Edward Lear. Inden han blev berømt for sine nonsens-vers, tegnede den unge englænder papegøjer efter levende dyr, ikke efter udstoppede eksemplarer, som det var sædvanligt dengang. Han sad i London Zoological Societys menageri og iagttog. Det kan man se på fuglen. Fjerdragtet virker ikke konstrueret, men observeret: hver fjer på den gule hals er placeret enkeltvis, øjet er vågent, kløerne er fast lukket om grenen. Under motivet står den gamle indskrift med det latinske navn, som på de historiske tavler. Blåhalsaraen hører i dag til de truede arter. Også det giver værket en anden vægt, når man ser tilbage på det.

Til denne udførelse ligger Lears værk på lærred, nærmere bestemt på Leonardo med satineret overflade. Kunden har valgt at undvære passepartout og glas - og det var helt rigtigt, for nu forbliver stoffet frit synligt. Når man lader blikket glide over de lyse flader, træder stoffets fine struktur frem, en jævn kornstruktur, der giver bladets tomme papirgrund en vis fylde. Det er tættest ved fuglens hoved: Ved den sorte næbdel ligger tryklaget tæt på stoffets forhøjninger og lader fordybningerne fremstå mørkere. De blå fjer virker dermed næsten reliefagtige, selvom overfladen er flad - det er netop denne detalje, man virkelig bliver fascineret af under fremstillingen. Sinead, en enkel ramme med egetræsfiner, afgrænser motivet med en smal kant. Træets årer løber roligt langs kanterne, skåret i smig, uden udsmykning. Mellem rammen og motivet forbliver der en grå kant, der lader arket ånde. Mere behøver dette motiv ikke.

Et naturhistorisk blad fra 1830’erne, overført til stof og indrammet i lyst træ: Det passer godt sammen, fordi begge dele forbliver afdæmpede og lader fuglen træde frem. Når man bevæger sig foran billedet, vandrer et blødt skær over den satinerede overflade, aldrig skarpt, snarere som en stribe mat silkelys - og netop over fjerdragtens dybe blå farve fremstår denne effekt forbløffende godt på trykket.