Ararauna rute

En ca. tre centimeter bred kant lader araen stå frit på den lyse baggrund og giver det zoologiske blad den ro, der minder om en klassisk naturhistorisk illustration. Blikaksen følger grenen fra venstre hen mod fuglens hoved; derfra falder den lange hale næsten lodret nedad. Kraftigt blåt dækker ryg, vinger og isse, mens gult gennemsyrer brystet og halefjerene. Imellem sætter det sorte næb og det markerede ansigt klare accenter. Blade og grene er nogle steder kun antydet, så fuglen trods sine strålende farver ikke bryder ud af den nøgterne komposition. Jeg synes især, det er smukt, hvor meget nærvær den får alene gennem farve og holdning: Kroppen læner sig fremad, kløerne griber fat om grenen, og øjet kigger vågent til siden. Edward Lear, britisk kunstner og forfatter fra det 19. århundrede, forener i sine fuglestudier nøjagtige naturobservationer med en mærkbar interesse for det enkelte dyr. Også her forbliver fremstillingen præcis uden at blive kold.

Når man hænger billedet op, ses det, hvor godt det smalle højformat på 26 x 41 centimeter passer til halen og kropsholdningen. Leonardo, det satinerede lærred, fremhæver linjerne tydeligt og lader blå og gul komme fuldt til sin ret; spændt op på kilerammen fortsætter motivet med spejlede billedkanter på siderne. Der er hverken passepartout eller glas, der adskiller billedet fra omgivelserne - i stedet fungerer den lyse kant inden for billedfladen som en overgang til rammen Sinead med egetræsfiner. Netop dette farveforhold er afgørende i fremstillingsprocessen: Træets lysebrune farve ligger tæt op ad grenenes nuancer uden at smelte sammen med dem. Således lægger der sig en anden, lidt varmere kontur omkring bladet. I kontrast til det dybe blå fremstår egens brune farve næsten afdæmpet; ved siden af det gule virker den markant livligere. Mit blik bliver hængende på billedets venstre side: Der træder den brune ramme, den gråbeige kant og de smalle gule halefjer frem efter hinanden. Denne graduering forhindrer, at de stærke farver slutter brat ved væggen.

Den nøgterne ro i fuglestudiet bevares, men araen har tilstrækkelig farvevægt til straks at præge rummet. Kontrasten mellem det strålende blå-gule og det rolige egebra forekommer mig netop rigtigt afstemt.