Broen ved Grez, 1883

En roer glider i den lange båd fra venstre billedkant mod stenbroen. Længere bagved sidder et par i en anden båd. En lys parasol udgør der den mindste og samtidig mest iøjnefaldende farveplet. Til højre rager to buegange op af det mørke vand. Deres spejlinger forlænger murværket nedad. På den modsatte bred står en tæt række af træer. Lys bryder frem mellem stammerne. Det når dog kun vandet i spredte pletter. Blåt, grønt og gråt dominerer udsigten. Lys rosa og dæmpet hvidt livliggør midten. Det brede tværformat følger flodens forløb og efterlader god plads mellem bådene. Således skabes der bevægelse uden hast. Alt synes et øjeblik at være i svæve. John Lavery malede scenen i 1883. Den irske kunstner hører til den sene 1800-talsmalerkunst. Her binder han ikke landskab og figurer sammen med skarpe konturer. Korte strøg og åbne farvefelter er nok. Især på vandet opløses genstande næsten i reflekser. Kun broen udgør en fast masse i kontrast hertil. Nederst til højre står Laverys signatur og årstallet. Også de er små. Billedet har ikke brug for store gestus. Dets spænding ligger mellem den rolige flod og de mennesker, der krydser den.

Dette værk udbreder flodlandskabet på 69 x 28 centimeter. Leonardo, det satinerede lærred, bærer motivet uden glas og uden passepartout - lyset rammer altså direkte på overfladen. Set forfra virker glansen rolig, og de mørke trægrupper forbliver tydeligt genkendelige. Træder man til siden, ændrer det sig mærkbart: En lys refleks glider over den midterste båd og får dens figurer til kortvarigt at smelte sammen i et blødt skær. Over de lyse vandområder vokser denne refleks til et bredere område, mens den forbliver smallere og køligere på de mørke zoner. Det passer forbløffende godt til den malede spejling, selvom kraftigt sidelys til tider dækker enkelte konturer. Noemi indrammer lærredet med en smal guldliste; små forhøjninger fanger punktvise lysreflekser, mens de patinerede fordybninger forbliver mørke. Tæt på det nederste højre hjørne ligger Laverys underskrift under en blid overfladeglans - en detalje, som blikket gerne dvæler kort ved. Vipper man blikket længere til siden, vandrer det lyse skær fra underskriften over det blågrå vand og ender ved den indvendige guldkant.