John Lavery var en irsk maler, der var internationalt anerkendt i sin tid. Laverys barndom og hans vej til kunsten var meget tragisk. Han blev født i Belfast, hvor hans familie oprindeligt havde planer om at åbne en kro. Men virksomheden var ikke succesfuld. Da Lavery var 3 år gammel, besluttede hans far at tage et skib til Amerika i håb om at give sin familie et bedre liv. Han nåede dog aldrig frem til New York, fordi skibet kæntrede. Kort efter døde Laverys mor også, og de tre børn blev forældreløse. Søskende blev adskilt, og John kom til at bo hos en onkel i det nordirske landområde. Af ukendte årsager blev John imidlertid sendt til Skotland som 10-årig for at bo hos en velhavende fætter til sin tante. Derfra stak han af som 15-årig og levede på gaderne i Glasgow i et stykke tid, men blev til sidst sendt tilbage til Moira. Her boede han i yderligere to år. Det var i denne periode, at han fik en interesse for maleri, og han begyndte at lære at kopiere stik.
Da Lavery vendte tilbage til Glasgow, fik han en læreplads som retoucher for en fotograf på Glasgow Herald. Den gode løn for tiden gjorde det muligt for ham at blive optaget på et af de bedste kunstakademier i Glasgow. Dette var begyndelsen på hans kunstneriske uddannelse, som senere skulle føre ham til bl.a. Paris og London. I Glasgow studerede Lavery under Joseph Crawhall II. Han fik sit gennembrud som kunstner i 1888, da han fik til opgave at indfange dronning Victorias statsbesøg. Fra da af var han efterspurgt som portræt- og samfundsmaler. Kort efter flyttede han til London, hvor han blev venner med James Abbott McNeill Whistler. Whistler havde en stor indflydelse på Laverys værker.
Lavery var gift to gange. Hans første kone Kathleen MacDermott døde af tuberkulose efter to års ægteskab. Parret fik en datter sammen. Ca. 8 år senere giftede Lavery sig igen. Hans anden kone Hazel Lavery, født Martyn, kom fra en velhavende irsk-amerikansk familie. Hun bragte sin datter Alice, fra et tidligere forhold, med i ægteskabet. Den smukke Hazel sad i stedet for sin mand i over 400 malerier. Selv da Lavery blev bedt af den irske regering om at designe et motiv til en pengeseddel, sad Hazel for ham. Lavery-parret færdedes i de højeste kredse i London og modtog mange berømtheder fra politik og kunst. Som følge heraf blev Lavery slået til ridder i 1918 og senere optaget i Royal Academy. Han var den eneste person, der blev udnævnt til æresborger i både Dublin og Belfast. Under Anden Verdenskrig søgte Lavery, der nu var blevet enke, tilflugt hos sin steddatter og hendes mand i Nordirland. Også her holdt han fast ved sin kunst, og på sin dødsdag var han allerede i gang med at planlægge sit næste maleri.
John Lavery var en irsk maler, der var internationalt anerkendt i sin tid. Laverys barndom og hans vej til kunsten var meget tragisk. Han blev født i Belfast, hvor hans familie oprindeligt havde planer om at åbne en kro. Men virksomheden var ikke succesfuld. Da Lavery var 3 år gammel, besluttede hans far at tage et skib til Amerika i håb om at give sin familie et bedre liv. Han nåede dog aldrig frem til New York, fordi skibet kæntrede. Kort efter døde Laverys mor også, og de tre børn blev forældreløse. Søskende blev adskilt, og John kom til at bo hos en onkel i det nordirske landområde. Af ukendte årsager blev John imidlertid sendt til Skotland som 10-årig for at bo hos en velhavende fætter til sin tante. Derfra stak han af som 15-årig og levede på gaderne i Glasgow i et stykke tid, men blev til sidst sendt tilbage til Moira. Her boede han i yderligere to år. Det var i denne periode, at han fik en interesse for maleri, og han begyndte at lære at kopiere stik.
Da Lavery vendte tilbage til Glasgow, fik han en læreplads som retoucher for en fotograf på Glasgow Herald. Den gode løn for tiden gjorde det muligt for ham at blive optaget på et af de bedste kunstakademier i Glasgow. Dette var begyndelsen på hans kunstneriske uddannelse, som senere skulle føre ham til bl.a. Paris og London. I Glasgow studerede Lavery under Joseph Crawhall II. Han fik sit gennembrud som kunstner i 1888, da han fik til opgave at indfange dronning Victorias statsbesøg. Fra da af var han efterspurgt som portræt- og samfundsmaler. Kort efter flyttede han til London, hvor han blev venner med James Abbott McNeill Whistler. Whistler havde en stor indflydelse på Laverys værker.
Lavery var gift to gange. Hans første kone Kathleen MacDermott døde af tuberkulose efter to års ægteskab. Parret fik en datter sammen. Ca. 8 år senere giftede Lavery sig igen. Hans anden kone Hazel Lavery, født Martyn, kom fra en velhavende irsk-amerikansk familie. Hun bragte sin datter Alice, fra et tidligere forhold, med i ægteskabet. Den smukke Hazel sad i stedet for sin mand i over 400 malerier. Selv da Lavery blev bedt af den irske regering om at designe et motiv til en pengeseddel, sad Hazel for ham. Lavery-parret færdedes i de højeste kredse i London og modtog mange berømtheder fra politik og kunst. Som følge heraf blev Lavery slået til ridder i 1918 og senere optaget i Royal Academy. Han var den eneste person, der blev udnævnt til æresborger i både Dublin og Belfast. Under Anden Verdenskrig søgte Lavery, der nu var blevet enke, tilflugt hos sin steddatter og hendes mand i Nordirland. Også her holdt han fast ved sin kunst, og på sin dødsdag var han allerede i gang med at planlægge sit næste maleri.
Side 1 / 2