Interiør med ung kvinde ved klaveret

En kvinde sidder med ryggen til betragteren ved klaveret; den mørke kjole skiller sig knap nok ud fra instrumentet, og alt andet i rummet er lige så stille som hende: den grå-lilla væg med sine to små billeder, petroleumslampen, det hvide dækket bord med to tallerkener og et stykke smør. Vilhelm Hammershøi malede denne scene i 1901 i sin lejlighed på Strandgade 30 i København - det interiør, som han gennem årene skildrede i stadig nye variationer, oftest med sin kone Ida som en figur set bagfra. Der sker intet, og netop det er det, der bærer billedet. Næsten ingen handling, til gengæld lys, rum og disse dæmpede grå-, beige- og hvide nuancer, der giver den danske maler en helt egen stemme mellem symbolismen og den moderne stilhed. Man kan næsten høre scenen: et rum, hvor der snart skal spilles - eller netop ikke længere.

Det spændende ved dette værk er først og fremmest kombinationen, og her er det værd at kigge nærmere på rammen. Vitura er en sort træramme i højglans, godt ni centimeter bred, med barokt buet ornamentik, der nærmest kommer til live i lyset: Afhængigt af, hvordan man står foran det, glimter forskellige steder i relieffet. Det er ganske vist en markant kontrast til dette ekstremt rolige motiv, men det fungerer overraskende godt. Det dybe sort fremhæver de lyse flader i billedet, den hvidedug og tallerkenerne lyser derfor stærkere, og den overdådige profilering giver det sparsomme interiør en fremtoning, som det aldrig selv ville tillade sig. Inden for billedfladen bliver blikket hængende ved det lille stykke smør, den eneste varme farveplet i hele scenen - i trykket på lærredet »Leonardo« fremstår denne gule farve lige så tilfældig, som Hammershøhar placeret det, med den bløde skyggekant fra tallerkenen nedenunder. Også de lyse ribber på stolens ryglæn foran det mørke klaverhus træder tydeligt frem uden at virke hårde; den satinerede overflade gør de dæmpede toner matte nok til, at intet af stilheden går tabt. Passepartout og glas er bevidst udeladt i denne udgave - motivet står direkte i den sorte ramme, hvilket yderligere skærper kontrasten.

Hammershøis’ kunst består i at skabe et helt rum fuld af spænding ud af næsten ingenting - og denne reproduktion formår netop det: De fine nuancer mellem gråt, beige og hvidt forbliver tydelige, helt ned til den lille signatur i nederste kant. At netop en blank dekorativ ramme formår at understøtte denne stilhed i stedet for at overdøve den, er den egentlige opdagelse ved dette værk.