Interiør med ung kvinde ved klaveret

Fra det lyst dækkede bord i forgrunden ledes blikket over tre tallerkener og et lille gult stykke på en underkop hen mod den buede stoleryg, bag hvilken den unge kvinde sidder med ryggen til betragteren ved det mørke klaver. Hammershøi strukturerer rummet ved hjælp af vandrette og lodrette linjer: bordkanten, væglisten og klaveret skaber ro i billedet, mens rygfiguren, en lampe og to små billeder virker næsten strengt placeret i rummet; selv væggens dæmpede violetgrå farve indordner sig under denne orden. Alligevel er scenen ikke stivnet, for det mælkeagtige lys fordeler sig uensartet over borddugen, servicen og møblerne, får konturerne til at udviskes nogle steder og skaber den ejendommelige blanding af nærhed og utilgængelighed, der præger mange af den danske malers interiører. I 1901, da billedet blev skabt, hørte Hammershøi til blandt de uforlignelige stemmer i den nordiske kunst omkring århundredeskiftet - ud af hverdagslige rum skabte han ikke fortællinger, men tilstande af stille forventning.

I denne udgave på lærredet »Leonardo«, hvis satinagtige overflade forbliver frit synlig uden glas, fanges blikket netop af det mest uanselige motivdetalje: det gule objekt på den lille tallerken, knap mere end en varm farveplet i det brudte hvidt. Trykket bevarer både de bløde kanter og den smalle skygge ved siden af, så pletten hverken lyser dekorativt op eller forsvinder i den lyse dug; selv den mørke søm eller fold, der løber fra bordkanten hen imod den, forbliver tydelig nok til at gøre forgrundens rumlige orden forståelig. Tallerkenerne er til gengæld ikke renhvide, men holdt i nuancer af creme, gråt og violet, med uskarpe skygger, der troværdigt formidler Hammershøis tilbageholdende malestil. Vitura indrammer den 44 x 54 cm store reproduktion med sort højglans og kraftfuldt ornament - en markant indramning, der bevidst står i kontrast til det sparsomt indrettede rum, og det kan man enten lide eller opfatte som en dissonans.

Netop denne kontrast fremhæver billedets ro, uden at forklare den. Det er den vendte kvinde, der huskes længst: Hendes stille ryg skaber mere spænding end nogen synlig gestus.