Begærets straf

To kvinder svæver på tværs af billedet. De ligger i luften, vandret, deres klæder hænger tungt, det lange rødbrune hår trækker nedad og vikler sig ind i de nøgne grene på et træ. Bag dem en mørk skovstrækning, derover de snedækkede Alper i det sidste lys, foran en tom sneflade. Landskabet forbliver roligt. Det er ikke motivet. Segantini malede billedet i 1891 efter digtet »Nirvana« af Luigi Illica; billedet hører til hans tidlige symbolistiske værker og hænger i dag i Walker Art Gallery i Liverpool. Straffen består her ikke af ild, men af kulde og vægtløshed - kvinderne driver gennem en højdal, der ikke giver noget fodfæste. Jeg er fascineret af modsætningen: Scenen er tænkt som dyster, men virker næsten fredfyldt. Hertil bidrager Segantinis divisionistiske malestil, denne placering af mange fine farvestrøg ved siden af hinanden, som giver sneen og himlen et skimrende, sølvfarvet lys.

Det er netop dette hår, der afgør dette værk. Set på tæt hold opløses den forreste figurens rødbrune hår i enkelte, krøllede lokker, der skiller sig ud fra sneen som tegnet - hver eneste krølle forbliver tydelig, helt indtil den forsvinder i det mørke skovbælte. Også de mange korte farvestrøg i bjergskråningerne træder frem hver for sig; intet flyder sammen til en grå grød. Trykket er udført på Leonardo, et satineret lærred, spændt op på en kile-ramme i formatet 68 x 39 cm; langs sidekanterne fortsætter motivet spejlvendt; en ekstra ramme er bevidst udeladt, og på bagsiden sørger en savtakket ophængningsanordning for fastgørelsen til væggen. Denne åbne udformning passer til billedet. Uden en ramme slutter snefladen blot ved kanten, og scenens svævende karakter fortsætter i det fritstående lærred. Det liggende format strækker desuden kompositionen i bredden - blikket vandrer langs figurerne som langs en frise. Først går man forbi, men standser så alligevel, fordi der er noget, der svæver i luften, som ikke hører til der. Et billede, der ikke behøver at være iøjnefaldende for at blive hængende i rummet.